Noget om negative symptomer.

Jeg skrev sidst om tankehørlighed, og mange af jer kunne genkende det. I må virkelig ikke spørge mig om hvorfor det står som et symptom på forstyrrelser af selvbevidstheden, men måske er det noget med graden? I hvert fald føler jeg mig lidt mindre som en freak efter at have læst jeres svar 😄

Men generelt har jeg svært ved at holde gejsten oppe for tiden. Det er der mange grunde til, en af dem er at have været "udenfor samfundet" i tre år, forstået på den måde at jeg jo ikke har bidraget med noget, jeg har ikke været nyttig eller nødvendig, tværtimod har jeg været en udgift, og jeg har ikke engang fået det bedre. Tværtimod. Hvilket så også er på grund af det system jeg sidder fast i, men det er en helt anden snak end det jeg gerne vil ind på.

Alt er også svært på grund af de negative symptomer som jeg nævnte lidt i sidste indlæg. Min psykolog forklarede det som, at hvis man tager det normale menneskesind der ikke fejler noget, så er de positive symptomer psykoser, hallucinationer af forskellig art, vrangforestiller og andet i den dur. Det er ting der er "ekstra", altså noget der er udover det normale menneskesind. De negative symptomer er så de ting der falder fra, altså ting normale mennesker har, som den skizofrene mister. Og det er det, der er mit problem, og det er derfor at min form for skizofreni er det man kalder den simple, for jeg har ikke alle de ting der kommer oveni, mit sind er i minus så at sige.

Og det giver god mening på mange punkter, og det forklarer også hvorfor der aldrig er nogen der har overvejet skizofreni før. For de fleste almindelige mennesker aner ikke at den simple form findes (det gjorde jeg heller ikke) og den er sjælden, så mange psykologer og psykiatere ser det sjældent, og er derfor ikke øvede i at spotte symptomerne. Ham Lennart Bertil Jansson jeg snakkede med i Brøndbyøster, er ekspert indenfor det, så han spottede det.

Jeg har lidt en følelse af at "nå nå, så er det diagnosen i denne uge, hvad er den næste så?", men samtidig har jeg aldrig snakket med nogen så specialiseret indenfor et felt før, og når både han og jeg selv ser tingene, så er der jo nok noget om det, uanset hvor svært det er for mig at se i øjnene.
En af de ting folk har svært ved at forstå, er at det fylder rigtig meget for mig hvor meget stigma der er om skizofreni. Vi taler et helt nyt niveau fra angst, depressioner, borderline og ADHD som ellers har været de ting jeg har været i forbindelse med så at sige. Jeg kan ikke lade være med at være bange for at jeg nu også skal kæmpe mod en masse fordomme oveni. Men det er et sidespor.

Det jeg gerne vil skrive om er nogle af de negative symptomer. Det er ting som:

Mindsket initiativ som var et af de afsnit jeg brugte rigtig meget overstregningstusch til. Det er det at alt initiativ i ens liv og hverdag kræver en særligt stor indsats og igangsætning af ting er svært.
Eksempelvis kan jeg have brug for at samle kræfter i 2-3 timer for at gå i Netto, der vel og mærke, bogstavligt talt, ligger rundt om hjørnet. Det er, ikke overraskende, blevet forværret under corona, men jeg har haft det sådan i årevis. Når det er værst, så er det som om hele verden vælter og så kan jeg ligge i sengen i timevis og bare kigge eller genopfriske de samme tre apps igen og igen, imens jeg mentalt råber af mig selv, at jeg skal tage mig fucking sammen og lette røven, men jeg kan ikke.

Mindsket vitalitet er fysisk og psykisk træthed, mangel på glæde ved ting man normalt godt kan lide og manglende spontanitet. En følelse der er meget lig depressive symptomer. Jeg mangler en eller anden grundlæggende gnist som andre har. Jeg har længe tænkt at jeg ganske simpelt mangler livslyst. Det er som en indre tomhed.

Mindsket nærvær rammer mig nogle gange, men er ikke en konstant. Det er en følelse af at have svært ved at "røre" andre, at der er en form for afstand. Ikke fysisk, men indeni mig. Eksempelvis kan jeg holde katten ind til mig, og nogle gange kan jeg ikke mærke de følelser af nærvær det normalt giver.
Jeg kan ikke mærke roen og kærligheden, det er som om der er et ekko af det, men jeg kan ikke nå det.
Jeg skrev om præcis det i indlægget Fanget i en boble.

Nedsat basal selvoplevelse er en grundlæggende følelse af at jeg er forskellig fra alle andre mennesker, og det har jeg altid følt tror jeg. Jeg har altid følt at jeg var lidt sær, lidt spøjs i forhold til alle andre. Jeg søger det skæve, og dyrker det på nogle måder. Måske for at føle at jeg ikke er den eneste sære. Jeg har vidst nævnt det før, at jeg altid ubevidst har følt mig som en entitet adskilt fra resten af menneskeheden. Ikke at jeg er bedre end alle andre, tværtimod.
Det kommer også til udtryk ved at jeg nogle gange kan blive i tvivl om jeg faktisk kan lide de ting jeg siger jeg kan, eller om jeg bare lader som om. Altså at jeg kan stå i et selskab og udtale mig om at doom- og dødsmetal er mine favorit genrer indenfor metalmusik, og pludselig kan jeg blive i tvivl - kan jeg overhovedet lide metalmusik? Kan jeg lide det, eller siger jeg det for at passe ind, eller måske netop for ikke at passe ind, afhængigt af selskabet. Og næste gang der blæser metal ud af højtalerne tænker jeg "nåååh ja, det er jo super fedt". Jeg glemmer hvem jeg selv er nogle gange.

Det er ting der er rigtig svære at leve med, og som virkelig er grund til rigtig meget lidelse i mit liv. Så det er naturligvis også nogle af de ting jeg virkelig håber at en ny form for terapi kan hjælpe med.