Blæk i huden.

I går blev jeg tatoveret af dygtige Thomas Schwerdtfeger i Wicked Workshop Tattoo på Arkonagade. Det er en tatovering jeg har ønsket mig i lang tid og den er blevet præcis som jeg drømte om. Lige fra det fine blomstermønster til detaljen med kranierne i bunden, den er så meget mig.

Inspirationen til motivet var et metafor jeg engang lavede, for at beskrive hvordan det føltes at være mig. Jeg fik sagt, at det er som at stå og kigge på en tsunami og vide at det er forventet, at jeg kan have den i en kaffekop.
Tsunamien er både de følelser der vælter ind over mig, men det er også mit liv og min fremtid og hele det at eksistere i verden. Da jeg lavede det metafor, var jeg et andet sted end jeg er i dag, men jeg har stadig svært ved at finde ud af hvordan jeg skal være i verden så jeg kan holde det ud.
Og når jeg kigger mig omkring, kan alle andre godt finde ud af at have deres bølger i deres kopper og jeg ved ikke om de så bare har mindre bølger eller større kopper, men der er aldrig helt plads i min.
Så tatoveringen er lavet, dels fordi jeg er vild med den visuelt og jeg synes tatoveringer er flotte, men dels for at vise mig selv at jeg jo godt kan have det i min kop. Det går jo meget godt og jeg hænger stadig i, selvom det måske skvulper lidt rigeligt.

Jeg kunne se på min facebook at det i går var præcis 4 år siden at jeg stod frem og meddelte at jeg havde en diagnose. Dengang var jeg også ret dybt begravet i en depression og jeg var stadig ikke sikker på om borderline passede på mig, men det var det stempel lægerne syntes gav mening. Og efter at jeg er blevet klogere, kan jeg se at de havde ret.
Allerede dengang var modtagelsen overvældende. Der var kun en enkelt kritisk røst der ikke forstod hvorfor jeg skulle være mere syg end hende - hun havde jo også svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Men udover det, så var alle søde og kærlige og accepterende og allerede dengang inspirerede det mig til at være mere åben.

Der er sket meget på 4 år og dengang havde jeg ikke kunne føre en blog som denne her. Dengang var der stadig alt for meget kaos i mig og jeg var som sagt slet ikke afklaret med diagnosen endnu, men i dag har jeg fået mere ro på og mere overblik over det hele.
Ikke dermed sagt at jeg har fået styr på lortet - det tror jeg aldrig nogen som helst helt får. Men jeg ved meget mere om mig selv og om hvordan jeg fungerer. Jeg er stadig i gang med at lære, både hvordan jeg fungerer og hvad jeg gør ved det når jeg ikke fungerer.
Og tatoveringen er for mig en del af alt det og så er den også bare pisseflot.