Nihilistisk apati.

På det sidste har jeg været meget plaget af apati. Jeg har ikke haft lyst til at lave noget som helst, har ikke kunne koncentrere mig om andet end at gense serier, formentligt med et lettere dødt blik i øjnene.

Det er hårdt at være så grebet af apati, mine dage starter først når manden kommer hjem, og de eneste tidspunkter jeg føler mig rigtig i live er når jeg er sammen med nogen, dvs. i weekenderne eller hvis nogen mod forventning har tid til at ses i løbet af en formiddag.

Jeg har ikke godt af at være alene, men jeg er det hver eneste dag. Jeg trænger til et projekt, noget at lave, noget hvor nogen regner med mig og hvor jeg bliver udfordret. Problemet er jo bare at det er netop de ting jeg ikke kan, fordi jeg er så ustabil.

Jeg er så inderligt træt af det hele. Det føles virkelig som et nihilistisk mareridt at være i live det meste af tiden. Intet giver mening, og alt jeg laver er bare for at udfylde tiden som synes uendelig.

Der er ingen grund for mig til at stå op, ingen regner med mig eller har brug for mig. Om jeg ligger i sengen, og bruger en hel formiddag på Facebook, eller om jeg står op, og bruger en hel formiddag på Netflix er inderligt ligegyldigt, begge dele er bare for at udfylde endeløse dage.

Der er lidt intellektuelt udbytte i at læse, men det kræver koncentration og en beslutning om at gå i gang, og begge dele er for det meste totalt fraværende.

Men i dag har jeg haft lidt energi, og det føles godt. Jeg har ryddet en lille smule op, været i Netto og købt god sund frokost og nu kan jeg ikke bestemme mig mellem at se en zombiefilm jeg har villet se længe eller forsøge mig med fimo og en podcast.

Det er intimiderende at gå i gang med fimo, for hvis jeg ikke bliver grebet, så vil det føles som en fiasko, men samtidig så vil det være virkelig sundt for mig at bruge mit hoved.

Der er dog et glimt af håb. Jeg skal til møde med min nye kontaktperson i det nye behandlingstilbud senere på ugen. Jeg har sådan brug for at der sker noget.