Skillevej.

Det føles lidt som om jeg er ankommet til en eller anden form for skillevej.
For det første så har jeg snakket med min psykiater igen og nu kan jeg faktisk forstå hendes baggrund for at hun ikke mener at jeg er "rigtig" borderliner.
Hun underkender ikke at jeg har borderliner symptomerne, men hun mener at fundamentet de hviler på er angst og ikke en faktisk personlighedforstyrrelse. Så angsten har været der så tidligt at den på en måde er blevet så integreret i den jeg er, at da jeg så blev overfaldet som teenager - så blev der virkelig slået en masse løs, så at sige.

I mange år i løbet af folkeskolen blev jeg, som nævnt før i indlægget Ikke mine forældres skyld, trynet ret meget af en jævnaldrene og jeg var aldrig helt tryg i min opvækst når det kom til venner. I mange år følte jeg mig som jaget vildt og selv da det blev bedre med vedkommende der var strid ved mig, så var jeg altid på vagt efterfølgende.
Det var først da jeg gik ud af folkeskolen, at jeg fik en flok venner som jeg kunne slappe helt af med. Men der var jeg også bare blevet overfaldet og slået ned og jeg led meget under depression i flere år. Og pludselig kom panikangsten så, da jeg var omkring 20.
Derfor mener min psykiater at jeg har angst med borderlinetræk og tendens til depressioner. Det vil sige at hvis jeg bliver velbehandlet for angst, vil jeg nok kunne blive stort set symptomfri på sigt. Men jeg vil nok altid være psykisk mere sart end de fleste og alt statistik siger, at hvis man først har haft én depression, så bliver risikoen for flere kun større. Så jeg bliver nok aldrig færdig med at kæmpe med min psyke, i stressede perioder eller perioder med sorg eller lignende, der vil det være sandsynligt at mine symptomer og borderlinetræk blusser op igen. Men jo mere i balance jeg kan komme med mig selv, min fysik og min psyke, jo mere kan jeg holde det nede.
Nu er der så det lille problem at jeg ikke kan skifte navn på bloggens facebookside, så jeg ved ikke om jeg skal lave en ny eller bare holde fast i navnet borderlineliv?

For det andet så står jeg i den situation at mine sygdagpenge frafalder om en måned og hvad så? Spørger man jobcenteret så er vejen frem en raskmeldning og et deltidsjob. Og selvom jeg helt konkret spurgte hvad alternativerne var, mest bare for at kunne tage en informeret beslutning, så fik jeg ikke noget klart svar. Der var kun raskmelding ifølge min sagsbehandler.
Så nu har jeg taget kontakt til en privat virksomhed der hjælper som bisidder i sådanne situationer og jeg håber at de kan hjælpe mig med at sprede lidt lys på situationen. Jeg vil ikke kaste mig ud i en raskmelding uden at kende alternativerne. En raskmelding virker utroligt grænseoverskridende, jeg vil ikke udelukke at det er det rigtige, men jeg bliver nødt til at have noget mere viden. Jeg kan ikke få mig selv til at kaste mig ud i det med bind for øjnene.