Frygten for at blive forladt.

Jeg har en tilbagevendende drøm om at min kæreste forlader mig. Detaljerne i den skifter, men essentielt handler den altid om det samme; at min kæreste går fra mig uden forklaring og ikke vil have noget med mig at gøre mere.

Det skal lige siges at han på ingen måde er typen der ville forlade mig på dén måde, hvis han endelig kom ud i tanker om at "ophøre samarbejdet" om man vil.

Jeg havde drømmen igen i nat. Den er altid lige ubehagelig, uanset hvor latterlig resten af drømmen end måtte være (i nat skulle jeg være kæreste med en Mr. Bean agtig type, der kun snakkede om madlavning), fordi følelsen af at være blevet forladt gennemsyrer mig helt og jeg er som regel helt ked af det når jeg vågner og skal bekræftes i at han stadig elsker mig.
Jeg har aldrig haft lignende drømme med andre kærester, men jeg tror at fordi vi er så godt et match og jeg føler mig så tryg i vores forhold, så er frygten for at blive forladt så meget større.

Og om jeg har borderline eller "bare" borderlinetræk er ligegyldigt, frygten for at blive forladt og være alene er en meget stor del af det at være mig.
Efter at have boet to år i Odense, mere eller mindre alene, så er jeg blevet bedre til det. Det var helt automatisk træning. Men jeg blev aldrig god til det.
Én ting er mit store behov for menneskeligt selskab og det at jeg virkelig ikke bryder mig om for meget stilhed. Men det er også frygten for at skulle håndtere hele livet uden en at støtte mig op ad. Det er jeg bange for at jeg ikke kan. Jeg har svært nok ved det, med alt den hjælp min kæreste giver mig (og det er meget), hvis jeg var alene ville jeg aldrig få bare en fjerdedel af alle de hverdagsting gjort, som man nu engang er nødt til at gøre.

Jeg er konstant bange for at slide ham op. For at tage for meget og ikke give nok igen. Jeg føler ofte at jeg bare tager og tager og tager, så jeg prøver at mindske det så meget som muligt. Men jeg ved godt at jeg ikke er nem at være kærester med, fordi jeg netop har brug for meget støtte. Og det kan jeg ikke gøre for. Jeg beder aldrig om noget, hvis ikke det er fordi, jeg virkelig har brug for det og ikke kan selv. Men frygten for at blive forladt sidder altid derinde et sted.
Det er ellers ikke fordi jeg er blevet forladt meget i mit liv, men derfor er der alligevel en eller anden del af mig der forventer at han en dag vil gå, selvom han gør sit bedste for at overbevise mig om det modsatte. Jeg tror det hele bunder i, at jeg ikke rigtigt synes at jeg er alt den kærlighed værdig.