Ikke mine forældres skyld.

Nu skrev jeg sidst om min oplevelse med overfaldet og det var lidt med en bagtanke; om at snakke lidt mere om barndom og hvad den betyder. For sagen er, at man ikke ved hvad der giver borderline, men alle steder man kan læse om det, der vil man komme ind på et punkt hvor der står noget om barndommen og at borderline-patientens forældre højst sandsynligt ikke har klaret deres opgave særligt godt. Med andre ord så er den herskende teori at sygdommen og problemerne opstår i barndommen på grund af traumer.

Det har frustreret mig meget. For er der nogen der har hjulpet mig og gjort alt hvad de kan for mig, så er det mine forældre.
Min barndom har været villa, vovse, volvo-stilen og det er på ingen mulig måde det der har været skyld i at jeg ikke fungerer i dag. Ikke at jeg havde det nemt som barn, i en årrække blev jeg ret skidt behandlet af en der påstod at hun var min veninde og det gjorde meget ved mit selvværd. Men mine forældre stod bag mig og hjalp og bakkede mig op hver eneste dag af det. Så hvis noget i min barndom har gjort mig syg, så har hun været mere skyld i det end mine forældre, det er sikkert og vidst.
Og så var der jo det overfald. Jeg vil ikke påstå at det var den dag alt gik galt og at jeg på bedste Hollywood manér kan få løst op for det hele ved at omfavne det traume - for så simpel er virkeligheden slet ikke. Men jeg er dog ikke i tvivl om at det overfald slog et eller andet løst i mig. Men jeg tror at en diagnose som borderline er et sammensurium af alt det og måske at jeg har været psykisk sårbar i forvejen. Jeg ved det ikke og kommer nok aldrig til at vide det.

Men at jeg direkte har måtte fortælle mine forældre at det ikke er deres skyld, fordi de naturligt nok selv pludselig blev i tvivl, er trist, for jeg kan ikke lide at de har skulle opleve den tvivl.
Og så har jeg altid måtte forklare psykiatrien at det altså ikke er der hunden ligger begravet. Jeg er direkte blevet spurgt af en læge om jeg er blevet misbrugt som barn - der fik han mig for alvor til at føle mig syg. Ikke fordi jeg kunne svare ja, men fordi jeg følte at den måtte være helt gal når sådan et spørgsmål var naturligt at stille.

Min pointe er at psykisk sygdom ikke er så simpelt at man direkte kan pege på hvad der er skyld i det. Derfor hader jeg også tanken om at man skulle kunne kurere en depression ved at fokusere på det positive. Det er noget sludder, for en depression er så uendeligt meget mere end bare tristhed.
Jeg ved som sagt ikke hvorfor jeg er som jeg er, eller hvad der er skyld i min borderline og min mentale ustabilitet, men jeg ved at mine forældre i hvert fald på ingen mulig måde har skylden.