En ny dimension

Det er 100 år siden jeg har skrevet noget her, men jeg har så meget andet at lave som jeg prioriterer. Og det er egentligt angående det, at jeg har støvet bloggen af.

Jeg har sikkert skrevet om det før, men accept er begyndt at fylde meget for mig. Igen. Vi har alle sammen ting vi skal acceptere i vores liv, ting der rammer os, ting vi ikke kan, ting der ikke kan ændres. Det hører med til det at være menneske, men nogen af os skal acceptere mere end andre. Vi er nogen der skal acceptere at vi grundlæggende ikke kan det samme som andre mennesker.
Det kan være af mange grunde, men det er svært.
Jeg troede jeg havde accepteret det. Jeg troede at jeg havde lært at leve med, at jeg ikke kan det samme som de fleste andre. At mit energiniveau ikke matcher andre menneskers og at jeg har ekstremt hårde dage, hvor jeg intet kan.

Men jeg kan mærke at jeg er nået til et nyt punkt i den proces. Jeg havde accepteret at mit sociale liv ser anderledes ud end andres i perioder, at jeg er typen der nogle gange aflyser i sidste øjeblik og at jeg har brug for nogle andre rammer nogle gange. Jeg var i høj grad nået til et punkt, hvor jeg var kommet til et punkt hvor jeg ikke ville gå på kompromis med det der kan gøre at jeg fungerer, hvis man ikke kan acceptere at jeg er sådan, så skal vi ikke være venner. Det er en del af pakken.
Jeg følte at jeg var i mål med den accept det kræver. Det var svært, men jeg havde affundet mig med at sådan er tingene. Og det har sådan set ikke ændret sig.

Hvad der har ændret sig, er at det har fået et lag til. For første gang i mit liv har jeg hvad man kunne kalde et professionelt liv, og ikke nok med det, jeg arbejder med noget jeg virkelig nyder. Jeg arbejder med min hjertesag nr. 1, og jeg gør det på måder der er virkelig interessante.
Jeg får lov til at udvikle mig, udfolde mig og udfordre mig selv. Jeg har en masse spændende opgaver, og flere i vente som jeg glæder mig til at tage hul på. Og det er egentligt lidt det, der er problemet.

For jeg har ikke timer nok til alt det jeg gerne vil. Jeg ansøger om fleksjob nu på ni timer om ugen. Det er ikke meget, men det er hvad jeg kan. Jeg har simpelthen ikke energi til mere. Når jeg har arbejdet tre timer på en dag, så er jeg kvæstet i hovedet og skal hjem og koble totalt af. Jeg møder mandag, onsdag og torsdag. Jeg ved at det ville blive for meget med fire dage i træk, og jeg elsker at have min rolige fredag hvor jeg kan forberede mig på en, ofte travl, weekend.
Men hvis jeg kunne, så ville jeg arbejde med det her 37 timer om ugen, ja jeg ville gerne endnu mere. Det er et job der giver mig sindssygt meget, så jeg vil gerne have mere og mere. Men så kører jeg mig selv ned i et hul, og så kan jeg ingenting.

Når man vurderes til fleksjob, så er der også fokus på at man skal kunne have et socialt liv ved siden af. Man skal kunne fungere i en hverdag, og ikke være døden nær hver dag af udmattelse. Det synes jeg er en rigtig og vigtig prioritering, og jeg er ved at finde balancen. Jeg er i hvert fald ved at være bevidst om balancen. Men jeg skal være efter mig selv. Jeg skal ikke lige tage en time ekstra her og der, jeg skal passe på når jeg sidder og skriver. For jeg kan ikke mærke udmattelsen før jeg giver slip på det jeg er optaget af. Jeg kan nogle gange fortsætte i fire-fem timer, men så skal jeg kravle hjem og ender gerne med at bryde sammen når jeg kommer ind af hoveddøren, for det er for meget.

Hvem ved, måske kan jeg bygge det op og komme op på flere timer om et par år. Det er der ingen der ved, men lige nu kan jeg kun de 9 timer hvis også skal kunne se venner og familie en gang imellem. Selv med en arbejdsdag på kun tre timer, så skal jeg hjem og have et time out inden jeg kan gå ud igen og lave andre ting. Jeg udmattes helt vildt af at koncentrere mig i så lang tid af gangen.

Og det er det jeg skal acceptere, og det er fandme svært. Det er en helt ny dimension til accepten, som jeg ikke havde set komme. Det sætter nogle følelser i gang, som jeg troede jeg var færdig med. Jeg bliver vred over at jeg ikke kan mere, og så bliver jeg ked af det, fordi jeg føler at jeg må give afkald på noget der er vigtigt for mig. 
Men jeg må bare give det den tid det tager, så kan jeg forhåbentligt acceptere det en eller anden dag, at det er som det er, og at jeg bare ikke kan deltage i kampen for mere fokus på psykisk sundhed i lige så mange timer som jeg gerne ville.

Døde dage og godt nytår

Så blev julen overstået, og vi venter spændt på nytåret.

Eller vi venter i hvert fald. 

Jeg hader de her døde dage imellem jul og nytår. For mange er de sikkert ferie og rare afslapningsdage, men for mig bliver det altid død ventetid. Jeg venter på at kunne få nytåret overstået, så jeg kan komme tilbage til min hverdag. Jeg kan især i år mærke, at jeg mangler min rutine.

Jeg har fået opbygget en fin hverdag med at skulle på kontoret mandag, onsdag og torsdag, og så har jeg tirsdag og fredag til at restituere på. Det fungerer rigtig godt.

Men de her flydende dage hvor man ikke aner hvad klokken er på noget tidspunkt, og man har ikke noget man skal nå, det gør at jeg falder tilbage i min udvikling.

I dag skal jeg faktisk noget. Noget jeg har glædet mig til. Men jeg har gået i cirkler hele formiddagen, jeg har kvalme og hjertebanken. Det burde være ligetil, og jeg havde ikke forventet problemer, men jeg føler mig lidt som en ludobrik der er slået tilbage til start.

Forhåbentligt går det hurtigt med at bygge rutinen op igen. For det er en rigtig god hverdag jeg er begyndt at have. Jeg er meget taknemmelig for den retning mit liv er begyndt at tage.

Jeg håber at det nye år fører endnu mere godt med sig, jeg har spæde håb for 2024.

Så selvom jeg har et par hårde dage, så skal der lyde et godt nytår her fra bloggen alligevel 🎉

Mindre dårlig samvittighed.

Efter jeg er startet i min praktik hos Outsideren, har jeg virkelig forsømt at skrive her, men jeg har brugt alt min energi, og alle mine ord på artikler, debatindlæg og personlige fortællinger, som er blevet udgivet der i stedet for, og jeg nyder det virkelig.

Indtil i mandags havde jeg 100% fremmøde, men mandag var en af de der dage. De dage hvor jeg bare ikke hang sammen, og jeg måtte melde mig syg. Hele dagen gik med at græde og kramme kat.

Men en stor forskel fra tidligere var, at jeg ikke havde dårlig samvittighed. Jeg ved at jeg leverer så meget, og gør en stor indsats for, at denne her praktik skal blive så god som muligt. Det er kun forventeligt at jeg får dage hvor jeg ikke kan, det er jo en del af hele konceptet kan man sige.

Så mandag var en hjemmedag.

Jeg kan mærke vintermørket nu, men det er slet ikke så slemt som tidligere år.  Jeg overvejer om jeg skal stige en lille smule i medicin, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv.
Medicinen er ellers det første der rigtigt har hjulpet mig. Jeg har meget mere energi og overskud til at lave ting. Jeg har lysten til at lave noget, en lyst der kun kan komme hvis man har energien til det.
Jeg starter projekter, både hos Outsideren og privat, og selvom det går langsomt med udviklingen af det, så sker der noget.

At julen kommer snigende har jeg det som sædvaneligt ambivalent med, men der er jo ingen vej udenom, så jeg forsøger at drukne det hele i gløgg og clementiner.
Julen er en mærkelig tid for mig, men jeg forsøger at få det bedste ud af det, og jeg er efterhånden blevet god til at skære de ting fra som stresser mig. Jeg gider ikke have så høje forventninger til mig selv mere, at jeg får nedtur over, at jeg ikke når det hele.
Jeg har igen i år meldt ud, at jeg laver hjemmelavede gaver. Så må man gå hjem og "tabe" dem i skralderen, hvis man ikke gider det. Jeg har forventningsafstemt fra start af.
Jeg har skåret alle krav, om ting jeg skal nå fra. Jeg når at se de film jeg har lyst til, jeg skal ikke nå at se nogen hvis ikke jeg har lyst. Jeg får spist de julesnacks, jeg nu får, jeg er done med at det ikke er rigtig jul hvis ikke jeg får/gør det og det.

Og først og fremmest så er mit humør som det er. Hvis jeg har en dårlig dag juleaften, jamen så er det sådan det er, og så må jeg få det ud af den jeg kan. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over det, som jeg har haft tidligere år.
Alle de her forventninger har altid været nogen jeg havde til mig selv, intet af det er kommet udefra.
Heldigvis har jeg sjældnere og sjældnere dårlige dage, og jeg har som sagt generelt mere overskud.

Så mon ikke det bliver jul alligevel.

At fremstå normal

Jeg fik at vide i dag, at jeg virkede utroligt normal. Om det var et kompliment ved jeg ikke, men det satte lidt tanker i gang hos mig. For det at fremstå normal betød vidst, i denne her sammenhæng, at jeg fremstod rask - altså at jeg ikke fremstår som om jeg har problemer og har brug for hjælp.
Og det er nok rigtigt nok, jeg fremstår i mange tilfælde meget ressourcestærk og jeg tror ikke folk tænker psykiske problemer i første øjeblik de møder mig. 
Det er ironisk, for jeg er utroligt god til at maskere, samtidig med at jeg åbent fortæller om de ting jeg maskerer.

Jeg maskerer det ikke for at skjule det, men som et led i en strategi for at leve med det. Når jeg skal i praktik kl. 11, så starter min "arbejdsdag" i det øjeblik jeg vågner. For det at skulle op og ud er en arbejdsopgave i sig selv, som starter længe inden jeg møder. En del af min strategi til at kunne komme ud og være i denne her praktik, er at planlægge mit tøj dagen før. Jeg gør noget ud af det, jeg lægger make up, udvælger smykker og tager pænt tøj på. Det at bygge mig selv op gør det nemmere for mig at tage det der skridt over dørtrinnet. Men det narrer folk. 

Fordi folk ser et farverigt menneske der tydeligvis har gjort noget ud af sig selv, de ser en der snakker og griner og er åben overfor andre. De ser et umiddelbart fint fungerende menneske, så hvad kan jeg have så svært ved?
Men de ser ikke hvordan jeg mentalt humper hjem bagefter og at jeg ofte skal have en lur for overhovedet at kunne rumme resten af eftermiddagen og aftenen. Og det er vel og mærke efter kun tre timers reelt fremmøde. 

Så ja jeg virker utroligt normal og nogen gange decideret overskudsagtig, men jeg bruger ALT min energi på at fremstå sådan, for det er sådan jeg overlever. 

Efterårsvibes trods sommervejr

Sommeren er jo pludselig kommet, lidt sent ville jeg argumentere for. Juli kunne godt lige have steppet op og vist sig fra en lignende side.
Det er dejligt med ekstra sol og varme, og jeg nyder det skam, men jeg kan også mærke at jeg er klar til efterår. Det er en ukendt følelse for mig, jeg forbinder normalt efterår med at så kommer vinteren, og så får jeg svært ved at nyde efteråret. Men jeg kan i virkeligheden godt lide efterår. Jeg kan godt lide de koldere morgener, bladene der skifter farve, behovet for at skifte garderobe og at kunne varme hænderne på kaffen når man er ude og gå. Efterår kalder på støvede farver, pæne støvler og håndledsvarmere. Det er chai latte og halstørklæder der stadig kan sidde lidt henslængt og ikke skal pakkes op om ørerne endnu. Det er Eivør og Simone White i ørene og kold næsetip. Det er efterårsferie til Sverige med kat, god mad, bøger og broderi. 
I år har jeg lyst til alle de ting, jeg er klar til dem, og jeg kan bedre glemme at vinteren lurer bagefter. Den tid den sorg.

Jeg tror det hjælper at jeg har noget at lave i år med praktikken, og så at vi har snakket om at tage både på weekendture og måske en lille rejse ned til solen til januar, så bliver vinteren ikke nær så lang.
Jeg håber at jeg kan klare mig igennem uden for stort et dyk da jeg også er på markant mere virksom medicin end jeg var sidste år.
Jeg skal sikkert nok blive overrasket alligevel, over hvor nederen vinteren er og hvor meget mit system savner solen, men jeg tror ikke det bliver helt så slemt som sidste år. For der fortsatte vinteren langt ind i foråret for mig, på grund af medicin der ikke virkede. Jeg havde et hårdt forår, på trods af at det nok er noget nær min yndlingstid på året. Jeg må tilstå at jeg mange gange havde følelsen af at det ikke var værd at fortsætte og at jeg var langt nede. Men bogstavligt talt fra den ene uge til den anden gjorde den nye medicin en forskel og selvom sommeren ikke har vist sig fra den bedste side, så har jeg fået skrevet en masse på et par projekter og jeg har generelt haft det ok.

Så nu nyder jeg de sidste uger med bare tæer og arme, og så skal jeg nok få mit efterår bagefter.