Jeg fik at vide i dag, at jeg virkede utroligt normal. Om det var et kompliment ved jeg ikke, men det satte lidt tanker i gang hos mig. For det at fremstå normal betød vidst, i denne her sammenhæng, at jeg fremstod rask - altså at jeg ikke fremstår som om jeg har problemer og har brug for hjælp.
Og det er nok rigtigt nok, jeg fremstår i mange tilfælde meget ressourcestærk og jeg tror ikke folk tænker psykiske problemer i første øjeblik de møder mig.
Det er ironisk, for jeg er utroligt god til at maskere, samtidig med at jeg åbent fortæller om de ting jeg maskerer.
Jeg maskerer det ikke for at skjule det, men som et led i en strategi for at leve med det. Når jeg skal i praktik kl. 11, så starter min "arbejdsdag" i det øjeblik jeg vågner. For det at skulle op og ud er en arbejdsopgave i sig selv, som starter længe inden jeg møder. En del af min strategi til at kunne komme ud og være i denne her praktik, er at planlægge mit tøj dagen før. Jeg gør noget ud af det, jeg lægger make up, udvælger smykker og tager pænt tøj på. Det at bygge mig selv op gør det nemmere for mig at tage det der skridt over dørtrinnet. Men det narrer folk.
Fordi folk ser et farverigt menneske der tydeligvis har gjort noget ud af sig selv, de ser en der snakker og griner og er åben overfor andre. De ser et umiddelbart fint fungerende menneske, så hvad kan jeg have så svært ved?
Men de ser ikke hvordan jeg mentalt humper hjem bagefter og at jeg ofte skal have en lur for overhovedet at kunne rumme resten af eftermiddagen og aftenen. Og det er vel og mærke efter kun tre timers reelt fremmøde.
Så ja jeg virker utroligt normal og nogen gange decideret overskudsagtig, men jeg bruger ALT min energi på at fremstå sådan, for det er sådan jeg overlever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar