torsdag den 28. december 2023

Døde dage og godt nytår

Så blev julen overstået, og vi venter spændt på nytåret.
Eller vi venter i hvert fald. 

Jeg hader de her døde dage imellem jul og nytår. For mange er de sikkert ferie og rare afslapningsdage, men for mig bliver det altid død ventetid. Jeg venter på at kunne få nytåret overstået, så jeg kan komme tilbage til min hverdag. Jeg kan især i år mærke, at jeg mangler min rutine.
Jeg har fået opbygget en fin hverdag med at skulle på kontoret mandag, onsdag og torsdag, og så har jeg tirsdag og fredag til at restituere på. Det fungerer rigtig godt.
Men de her flydende dage hvor man ikke aner hvad klokken er på noget tidspunkt, og man har ikke noget man skal nå, det gør at jeg falder tilbage i min udvikling.

I dag skal jeg faktisk noget. Noget jeg har glædet mig til. Men jeg har gået i cirkler hele formiddagen, jeg har kvalme og hjertebanken. Det burde være ligetil, og jeg havde ikke forventet problemer, men jeg føler mig lidt som en ludobrik der er slået tilbage til start.
Forhåbentligt går det hurtigt med at bygge rutinen op igen. For det er en rigtig god hverdag jeg er begyndt at have. Jeg er meget taknemmelig for den retning mit liv er begyndt at tage.

Jeg håber at det nye år fører endnu mere godt med sig, jeg har spæde håb for 2024.

Så selvom jeg har et par hårde dage, så skal der lyde et godt nytår her fra bloggen alligevel 🎉



Ingen kommentarer:

Send en kommentar