Det går fremad.

Min sidste blog var lidt mørk, kan man vidst godt sige. Men jeg var også et grimt sted. Jeg var nået til et punkt hvor jeg var bange for mine egne tanker, på en måde som jeg ikke kan huske jeg har været før. Håbløsheden fyldte det hele, og selv når jeg havde øjeblikke hvor jeg var ok så lå det der hele tiden, og jeg kunne ikke slappe helt af på noget tidspunkt. Tankerne sneg sig ind, selv når jeg kunne grine og ellers have det rart. Den slags tanker klistrer sig fast til alt når først de er der. De farver alle situationer og får alt vendt om. Selv når jeg havde det godt, så var mit fokus at det ville vende, jeg vidste at jeg ville få det dårligt igen, og bevidstheden om det gjorde at øjeblikket blev ødelagt.
Der har været et grå-sort slør over de sidste mange måneder, og det var som om det blev mørkere jo længere tid der gik. De sidste uger op til at jeg skiftede medicin, var virkelig hårde. Jeg var bange for mig selv.

Nu får jeg så den nye medicin, og allerede efter en enkelt uge kunne jeg mærke en forskel. Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen, så alt er jo ikke fixet og perfekt nu.
Jeg har stadig dyk og de er stadig svære. Jeg bliver stadig overvældet af verden og har lavere energi end normalen. Men jeg har mere energi end jeg har haft i månedsvis, jeg kan trække vejret igen og håbløsheden er gledet lidt i baggrunden. Jeg tør glæde mig til og over ting. Jeg laver flere ting, ser folk mere og prøver i det hele taget at nyde sommeren så længe den er her. Jeg er begyndt at skrive mere og til august skal jeg til en samtale om en evt. praktik hos Outsideren, det håber jeg bliver til noget, men nu må vi se.

For nogle uger siden var jeg til samtale om min diagnose, om de syntes den holder eller ej. Først var lægen ikke overbevist, men jeg gennemgik alle symptomer jeg har, som står under forstyrrelser af selvbevidstheden, også dem som jeg ikke som sådan anser som symptomer, altså ting jeg genkender, men som ikke nødvendigvis er ubehagelige. Jeg havde alle syv siders noter fra dengang jeg fik diagnosen, og efter det var hun alligevel overbevist. Så diagnosen hedder stadig simpel skizofreni, og det er ok. Den medicin der virker er anti-psykotisk, så selvom jeg ikke får psykoser, så tyder det på at min hjerne er indrettet efter skizofreni spektret, tænker jeg i hvert fald.
Som sædvanlig så undrede hun sig over at jeg er stærkt socialt, det burde jeg ikke være ifølge diagnosen. Jeg tænker at de fleste psykiske lidelser har det med at påvirke ens forhold til andre mennesker, men det er altså ikke sagen for mig.
Det er ting som at jeg har stærke forhold til folk omkring mig, at jeg er social i forskellige sammenhænge, men også at jeg er meget til stede i samtaler. Jeg kan sagtens finde ud af social cues, jeg har en levende mimik, jeg bruger mine hænder når jeg taler, jeg holder øjenkontakt og jeg er god til at sætte ord på mine oplevelser. Alt sammen ting der ikke rimer med skizofreni, og formentligt heller ikke med mange andre diagnoser. Men sådan er jeg altså, det er den éne ting i mit liv der faktisk fungerer, så det er begyndt at irritere mig lidt at det altid bliver hevet frem, næsten som var det er problem.
Jeg er ligeglad med om det gør, at jeg ikke passer perfekt ind i deres kasse, jeg har tænkt mig at forsætte i præcis samme spor hvad det angår.