At skrive ned, renser ud.

Jeg gik af en vej jeg havde gået af hundrede gange før, vi var en flok og vi gik og snakkede og grinede. Pludselig lød der råb, og bag os kom der en homogen gruppe af ansigter gående mod os. Det var vrede ansigter, men de grinede. Så begyndte det at regne med småsten og tændte cigaretskodder omkring os. Vi trak ud på vejen, ville væk fra de grinende, vrede ansigter.

Vi forsøgte at sætte farten op, men pludselig var vi omringet, billedet i mit hoved siger at de mindst må have været en 10-15 stykker, men jeg kan ikke altid stole på mine minder.
Mine ting lå i min venindes cykelkurv og jeg var sakket bagud. En pige tog tasken fra kurven og løb sejrrigt råbende med den, men jeg stillede mig i vejen for hende. Hun var et hoved lavere end mig, så jeg fik nemt tasken igen. Jeg skældte hende ud, hun skulle ikke tage mine ting.
Da jeg kiggede op var der piger hele vejen rundt om mig, og inden jeg kunne nå at reagere fik jeg et skub i ryggen. Jeg vendte mig, råbte, men modtog et skub til, eller var det et spark? Jeg røg på knæ, mærkede hvordan asfalten skrabede huller på mine knæ og flængede mine håndflader som jeg tog fra med. Jeg tror jeg rejste mig, skubbede til pigerne, prøvede at komme væk. Jeg kæmpede imod med en aggressivitet jeg ikke vidste jeg indeholdt, men jeg endte liggende i fosterstilling på asfalten med armene om mit hoved, i et forsøg på at beskytte mit ansigt. De sparkede igen og igen og igen og igen og igen.

Jeg blev bevidst om at jeg var på Rødovre station, jeg hang indover min veninde der halvt bar mig. Jeg ved ikke hvor pigerne blev af, men hele min krop gjorde ondt. Vi så vores lærer stå og snakke med en anden på stationen, min veninde råbte på hjælp. Jeg kunne mærke at jeg blødte, men jeg var ikke i min krop mere, jeg var svævet op over situationen og så den oppefra. Jeg lånte en telefon og ringede hjem, fangede min far og lagde på. Jeg græd vidst, men jeg mere så tårerne på mine kinder end jeg mærkede dem falde.

På skadestuen blev det konstateret at jeg havde hudafskrabninger i hovedbunden efter spark, jeg havde flere bøjede ribben, mine håndflader og knæ var flængede og jeg havde formentligt hjernerystelse.

Jeg var 14.