Manglende brik.

Nogle gange hører man folk beskrevet som fulde af liv, livsglade eller lignende. Hver gang tænker jeg at det må være rart at være sådan, men at sådan er der aldrig nogen der vil beskrive mig.

Jeg føler at jeg mangler noget grundlæggende i forhold til andre. En eller anden brik som andre har, som gør at de kan fungere i verden, en brik der gør det muligt for dem at leve og at trives. Jeg ved ikke hvordan I gør det, for jeg har det ikke i mig.
Jeg tror jeg mangler noget livsgnist, noget der giver mig lyst til at leve og som gør at jeg kan være i verden. For jeg kan ikke lide at skulle være i verden det meste af tiden. Lige for tiden er det rigtig slemt. Jeg ønsker jævnligt at det hele bare ville stoppe og at jeg ikke ville være nødt til at gennemleve den grundlæggende følelse af håbløshed og ulykkelighed som sidder i mig konstant.
Jeg har øjeblikke hvor jeg kan glemme det, hvor jeg har det sjovt og har det godt. Jeg lever med ekstremerne for tiden. Jeg kan hade mit liv om formiddagen og ønske mig selv død, og så nyde aftenen og værdsætte hvert minut. Det er selvmodsigende og enormt forvirrende, men jeg lever for de øjeblikke hvor det hele ikke gør ondt i mig.

Jeg skal starte på noget medicin i morgen som forhåbentligt vil give mig mere energi og forhåbentligt vil det også være medvirkende til at jeg bedre kan håndtere de her følelser, for den manglende energi holder mig også tilbage fra at gøre ting der ellers ville være gode for mig.
Jeg ved ikke hvordan grundlæggende livsglæde føles, hvordan man kan være fuld af liv, for jeg føler mig tom og ked af det så meget af tiden.