Ekstremt lav energi.

Sommeren er over os og jeg lider allerede af sommer FOMO. Alle de ting jeg gerne vil nå i løbet af sommeren, inden det igen bliver den forhadte vinter.
Jeg vil sejle, grille, spise is og drikke øl i solen. Jeg vil have det fulde ud af sommeren med venner og familie, og jeg er bange for at gå glip af noget eller ikke nyde det nok når jeg er i det.

Men samtidig har jeg ikke energi til noget af det. Jeg er så energiforladt, at jeg oftest sover flere gange i løbet af en dag, og hvis jeg ikke får min lur er jeg helt udmattet om aftenen hvilket godt kan resultere i angst, gråd og kæmpe uro i kroppen. Men jeg sover ikke så godt i varmen, og jeg er begyndt at få en periode med uro benene, der starter så snart jeg vil sove.
Men hovedgrunden til at jeg er så energiforladt er helt sikkert medicinen, eller mangel på samme. Jeg er lige trappet ud af en slags for at prøve en anden igen. 
Det trækker virkelig søm ud og jeg orker ingenting. Min halvdel af soveværelset flyder af tøj overalt og ting jeg bare har stillet fra mig, fordi det simpelthen er for meget for mig, at skulle tage fat på det at rydde op. Jeg orker ikke at se på det, men jeg orker heller ikke at gøre noget ved det.
At være så energiforladt gør ironisk nok, at jeg mister lysten til at lave alle de ting som jeg er bange for at gå glip af, for det at skulle ud til det er en kæmpe opgave. Transport er vanvittigt hårdt, og at lave flere ting på én dag er stort set umuligt. Jeg håber det hjælper at skifte præparat, at det vil give mig noget mere energi.

På trods af det skal jeg forhåbentligt snart finde en praktik, og det vil jeg rigtig gerne også i håb om at det kan give lidt energi at have noget at lave. Det at bare gå rundt og glo hver dag, det suger liv ud af mig. Det er lidt bedre de dage jeg har noget at lave.
Jeg drømmer om at SIND, En Af Os eller Psykinfo kan bruge mig. At få lov til at arbejde med dem på de ting jeg allerede gør her er jo drømmen. Jeg håber så meget at det ville kunne lade sig gøre.
I første omgang skal jeg selvfølgelig have fat i dem, og det er en opgave i sig selv. Men som med alt andet så tager jeg det hele i babysteps. Jeg føler lidt at hele mit liv bliver taget i babysteps.