Ord der er svære.

Der er ord der er svære at sige. Ord der er så omringet af tabu og som jeg føler vil såre dem tæt på mig.
Det er også ord jeg har svært ved at skrive, det at tage hul på emnerne er svært, det føles meget sårbart.
Jeg deler jo mange sårbare ting, og for det meste er det relativt nemt for mig, forstået på den måde at det er terapeutisk for mig at åbne op, så selvom det kan være hårdt at eksempelvis skrive en blog, så renser det ud i mit hoved. Det rydder op i alle tankerne.

Men der er ord der bare er svære. For mig er det især at snakke om selvskade og selvmordstanker. Det er svært både i terapi, med andre og på skrift. Tabuet omkring de ting er klart en del af det, men jeg tror at det der fylder mest for mig er at jeg er bange for at gøre folk tæt på mig urolige. Jeg har fantastiske pårørende som står på hovedet for at hjælpe mig, så at snakke om at jeg nogle gange har lyst til at dø og skade mig selv føles utaknemmeligt.
Men det er ikke fordi jeg er utaknemmelig, tværtimod så er jeg evigt taknemmelig for det er den hjælp, der gør at selvmordstankerne ikke tager over og fylder så meget at de bliver farlige.
For mine selvmordstanker er ikke overvejelser, de er et ønske om at det der gør så ondt i mig skal holde op. De er et udtryk for at jeg har brug for ro og for ikke at lide hele tiden. De kommer når jeg er allermest ked af det. Når verden falder sammen om ørene på mig og jeg er i en tilstand af angst og dyb ulykkelighed. Det er en tilstand der føles som om den varer evigt og har varet evigt, jeg kan ikke fokusere på andet en nuet jeg er i, og det nu er smertefuldt. Og i de øjeblikke, der ønsker jeg bare at jeg kunne dø. At min hjerte vil give op og give mig fred.
Så måske er det i virkeligheden ikke selvmordstanker, så meget som det er dødstanker. 

Det er også i de øjeblikke at tanker om selvskade dukker op. Jeg ser mine underarme for mig fyldt med rifter, jeg bliver bevidst om mine ar og får behov til at lave flere. 
Selvskade virker muligvis helt hen i vejret hvis man aldrig har været i den situation, men forestil jer en gammeldags kedel der står på et komfur. Den begynder at hyle og ryste fordi den ikke kan komme af med dampen, den eneste måde at få den til at holde op er at tage den væk fra blusset eller åbne låget så dampen kan komme ud. Selvskade er at tage låget af. Vandet koger stadig, men der er blevet lavet et større hul som dampen kan slippe ud af, så derfor hyler og ryster det hele lidt mindre.
Selvskade kan være mange ting, for mig har det altid været at skære. Det at se min hud går i stykker og at der kommer blod, er som at se dampen komme ud. Det er det visuelle og konkrete i at der sker noget med min krop. Jeg kommer ned i den via smerten, og det letter trykket mentalt.
Jeg fortryder det altid bagefter, der er så meget skam forbundet med det, og efterfølgende hader jeg mig selv for det. Jeg tror det er samme følelse som at bekæmpe en afhængighed og falde i, og jeg tror at har man først gjort det og mærket det hjælpe, så vil tanken nok altid sidde i en.

Jeg har to meget tydelige ar på indersiden af min ene overarm. Det er mærker efter at have siddet og gravet i huden med en skalpel. Grædende og helt ude af den var det, det eneste jeg kunne. Det hjalp.
Der er som sagt meget skam forbundet med det, men jeg nægter at være underlagt den. Jeg er ikke stolt af de ar, og jeg ville da ønske at de ikke var der, men hvis folk spørger så svarer jeg ærligt. Jeg står ved at jeg selv har lavet dem. At stå ved det er en af de måder jeg kan bryde tabuet, det handler ikke om at jeg vil vise dem og flage med den side af mit liv, det handler bare om at jeg nægter at tie stille. Jeg nægter at være underlagt det tabu.