Det er svært at forklare hvordan jeg har det for tiden, hvorfor det er så slemt at eksistere hele tiden. Men det er som om kødet sidder for anstrengt på mine knogler. Det spænder og værker. Jeg er anspændt og urolig så snart jeg vågner. Mine muskler er spændte, skønt jeg for det meste bare sidder eller ligger og glor ud i luften. Tiden går langsommere end den plejer, 10 minutter føles som en time og jeg venter ikke på andet end at kunne gå i seng igen.
Jeg er så uendeligt ked af det hele tiden. Alt føles som tjære indeni og mine tanker er langsommere end de plejer. Det gør også at jeg ingen koncentration har, jeg kan ikke distrahere mig selv med bøger eller film, for min hjerne kører frigear uanset hvad jeg vælger. Den sorte ked-af-det-hed føles altopslugende, jeg kan ikke føle andet end den og jeg føler mig skyllet væk af en gigantisk bølge.
Jeg har en trang til at græde hele tiden, den ligger hele tiden under overfladen og truer med at bryde frem. Jeg tænker på selvskade dagligt, fordi det eneste der hjælper lidt er at komme ned i min krop og ud af mit hoved, eller at sove. Så jeg sover. Så meget som muligt.
Der er snak om anti-depressiver igen, men jeg vil helst ikke tage dem, intet medicin har nogensinde givet mig så mange bivirkninger og gjort mig så dårlig som dem. Jeg kom endelig af dem sidste år og det gik ret problemfrit, jeg orker næsten ikke at skulle alt det igennem igen.
Jeg prøver virkelig bare at overleve fra en aftale til den næste, for det at lave noget sammen med andre distraherer mig lidt fra hvordan det hele er faldet fra hinanden indvendigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar