At kunne mærke alting på én gang.

Den anden aften da jeg skulle sove blev alt så sort indeni mig. Jeg ved ikke hvad det var der satte det i gang, men alt blev så sort og tjæreagtigt indeni mit bryst. Jeg kunne mærke et sug indad lige ved brystbenet og min eneste reaktion var gråd. Det var som om jeg kunne mærke alting omkring mig ekstra meget.
Dynen mod huden, mine ørepropper, de få lyde der kom igennem dem, luften mod mit ansigt, rummet, loftet, væggene, alting udenfor, bare alting. Jeg var underligt bevidst om det hele. Jeg kunne mærke det fysisk. Det lyder helt tosset når jeg skriver det, men det var sådan det føltes. Jeg kunne mærke alt i hele verden lige der, og min hjerne kunne ikke rumme det. Jeg er godt klar over at det har været en kombination af at være træt og overstimuleret af dagen. Jeg ved godt at jeg ikke reelt set kunne mærke væggene, men i det øjeblik kunne jeg mærke alle tingene der hænger på dem. Og der hænger mange ting.

Det er sådan nogle oplevelser der gør at jeg ikke "bare" har en angstdiagnose, men ligger i kassen simpel skizofreni. Det er ikke en psykose at have det sådan, men det er en del af de forstyrrelser af selvbevidsteheden som jeg har.
Har fornylig fundet papirene frem som jeg fik for to år siden. Da jeg fik dem gik jeg uni på dem med overstregningstusch og notesblok og tog 8 siders noter for at forstå det. Jeg har nævnt det før, og det er det man kalder EASE eller Examination of Anomalous Self-Experience, og da der næsten ikke findes noget materiale henvendt til patienter, så er det svært at læse op på det og det er svært for mig at give jer links, til hvis man skulle blive nysgerrig. Men det er kort sagt nogle forstyrrelser i hvordan jeg opfatter mig selv i verden. 

Det er det der har gjort at jeg har fået det forløb hos OPUS som jeg har været i, i snart to år. Hvilket vil sige at til oktober så slutter det, og aldrig har jeg været mere ked af at slutte et forløb i psykiatrien. Aldrig har et forløb hjulpet mig så meget, og gjort mig så tryg, og nu slutter det og jeg ryger ud i ingenting igen. Jeg kan ikke snakke om det uden at græde og jeg græder også nu imens jeg skriver om det. To år er et langt forløb, men det er ikke langt nok for mig, jeg har brug for mere. Men som jeg kan forstå det, så er det meget firkantet og der er ingen mulighed for at forlænge forløbet.
Heldigvis forstår min kontaktperson, som jeg har haft de sidste to år, godt hvor svært det er for mig, så hun vil gøre sit bedste for at finde ud af hvad jeg kan forvente efter oktober. Men det gør det ikke mindre svært og gør mig ikke mindre bange for fremtiden.