Om at være.

I dag vil jeg forsøge at skrive noget om det at være i verden. Jeg har sikkert berørt emnet før, nu har jeg efterhånden haft denne her blog i nogle år, så jeg kan nok ikke undgå at gentage mig selv en gang imellem. 

Men ja, at være i verden. Det er svært for mig, og måske i virkeligheden mit absolut mest basale problem. Angsten er det mest hæmmende problem, men det går heldigvis bedre og bedre med den. Men det gør også at jeg får tid til at mærke andre ting. Blandt andet hvordan det er at være hele tiden, bare være. Jeg ved ikke med jer, men jeg har svært ved at eksistere

Det er svært at beskrive hvad jeg mener med det "at være" for det er vi jo hele tiden, så hvordan kan det være svært? Men det er noget med hvordan mine tanker fylder for meget i mit hoved, jeg har svært ved at holde ud at være alene hvis jeg ikke bliver distraheret af et eller andet.
Det handler ikke om at jeg keder mig, det handler mere om at jeg nemt bliver ked af det og får lyst til at kravle ud af min hud, jeg har ikke lyst til at være vågen, til at være ved bevidsthed, til at være.
Det kribler i hovedet og kroppen og jeg er ved at eksplodere. Det hjælper at læse eller glo TV eller lignende, men min koncentrationsevne er meget svingende, så jeg har ofte ikke fokus nok til at gøre nogle af tingene, fordi min hjerne har så travlt med bare at eksistere.

Jeg kan heller ikke rumme fremtiden, jeg kan ikke rumme at tænke på at jeg vil blive ældre, at jeg vil opleve tab og glæder, at jeg vil opleve ting i fremtiden. Bare ting så små som at tænke på hvor mange bh'er jeg skal gå til henover resten af mit liv er nok til at jeg ikke har lyst til at fortsætte. Det er uoverskueligt at tænke på. Jeg kan ikke rumme at tænke på mere end det nu jeg er i, for selv det er for meget. Jeg kan ikke beskrive det bedre, men det bliver kun værre af vintermørket - som vel dårligt er vinter endnu. Jeg synes den er slem i år, eller igen i år måske? Jeg har det med at glemme hvor slemt det er, så måske er det i virkeligheden bare som det plejer.