Vesterbro'sk kortprosa.

Jeg har før truet jer med at der ville komme mere kreative tekster her på bloggen. Tekster der ikke direkte handler om psykisk sygdom, men som er en del af min leg med skrift.
Jeg har efterhånden lært at kortprosa er min form. Jeg dur ikke til at finde på plots og jeg er ikke særligt god til at skrive lyrik, med få undtagelser. Så her er en kortprosa tekst om en oplevelse på en typisk Vesterbro'sk bodega:

Han var en ældre mand, vel i tresserne eller deromkring. Han manglede fortænderne. De resterende tænder så heller ikke for gode ud så jeg hurtigt. Hans udstråling sagde: "Snak med mig, snak med mig please". Jeg har aldrig kunnet stå for en god røverhistorie, så jeg bed på krogen.
Jeg blev hurtigt overrasket, der var både intellekt og holdninger bag det dårlige gebis. Han ville noget, kæmpede for noget.
Når han snakkede så spyttede han ufrivilligt. De manglende fortænder var der ikke til at holde mundvandet tilbage. Bagefter undrede jeg mig over at jeg havde brugt en hel aften på at lade mig spytte i ansigtet, for hvad jeg fik i bytte var ikke andet end ligegyldige konstateringer om kapitalismens ondskab og sprogets forfald. Jeg var sådan set enig i mange punkter. Men som arnbitteren røg ind, røg intellektet ud og han stoppede med at snakke med mig, og begyndte at snakke til mig, og at snakke ned til mig. Alt fordømmelsen af det patriarkalske system var skiftet ud med løftede pegefingre og en stensikker viden om at jeg ville blive klogere. En dag ville jeg indse at han havde ret.
Jeg så skiftet i hans ansigt, hørte det i stemmen da fuldskaben ramte. Det klikkede og så hørte han ikke efter. Hørte kun ting han kunne kritisere, men ville ikke høre forklaringen der lå bag ordvalgene som han haglede ned. Baggrunden for mine valg var uvedkommende, det var forkert hvad jeg sagde og han vidste bedre. Han fik travlt med at lære mig lange ord. Ord jeg kendte betydningen af, og andre ord der ikke fandtes. "Nu er jeg et patroniserende røvhul, det ved jeg godt" sagde han gentagende gange - men hvorfor bliver du så ved med at være det? Hvis du ved det, så stop dog, havde jeg lyst til at sige. Jeg ville fortælle ham hvordan hans hellighed, som han fordømte hos alle andre, fik alle hans holdninger til at lyde idiotiske. Selv dem jeg egentligt var enig i. Hvorfor var jeg endt med at snakke med den fulde stodder?

I den anden ende af baren sad en ældre mand med hånden på en ung piges pande, hun lignede en der lod ham drive onde ånder ud af sit sind. Hendes notesbog fuld af grøn skrift lå åben foran hende.
Jeg undrede mig over hvorfor alle havde henvendt sig til den skrivende pige. Jeg havde selv haft lyst. Hvad var det ved blokken og de skriblede ord i grønt blæk der tiltrak alle?
Pigen røg smøger og lyttede til den håndspålæggende mand. Han var opslugt af at fortælle noget. Jeg fik øjenkontakt med hende tværs igennem baren. Vi kiggede begge mod hver vores fulde aldrende mand der sad og belærte os. Pigen sukkede og rullede med øjnene, derefter søgte hun igen øjenkontakt med den håndspålæggende frelser og smilede sødt og nikkede opfordrende. Jeg kiggede på den tandløse foran mig. Han rasede over mit ordvalg jeg havde brugt i en sidebemærkning, hvordan jeg gjorde mig selv medskyldig i kapitalismens spil. Jeg lyttede med et halvt øre, manden var idiot når han var fuld, så meget var tydeligt. Alt interesse i at udveksle holdninger var forsvundet til fordel for et behov for at belære, men først og fremmest rase.
Han rasede i alt sin afmagt. Det lille glas foran ham var i stor fare for at vælte, men selvom han havde nævnt at hans pengepung var lille, så følte jeg ikke behov for at redde indholdet. Han havde ikke brug for det. Jeg overvejede at bunde glasset, række tunge og gå uden et ord. Det virkede mere konstruktivt end den tirade han havde væltet sig ud i. Men jeg kunne også mærke hvordan raseriet lå lige under overfladen, hvordan han kunne tænde af på et splitsekund. Hvis jeg tog hans arnbitter ville han stikke mig en flad, det var jeg sikker på.
Jeg var fristet til at gøre det alligevel. Gøre det og se ham blive den lille. Helga i baren ville flå ham levende. Hendes lille skikkelse gav mig mere tryghed end nogen dørmand ville kunne. Hun var bodega bartender med alt hvad det indebar af druk og skæld ud. Jeg stolede på hende. Helga havde min ryg.