Bagom betalingsmuren.

 Jeg har endnu engang fået ført et debatindlæg i Politiken, denne gang om psykiatrien og tonen om psykisk syge efter tragedien i Fields d. 3. juli. Da emnet er meget relevant for bloggen får I det også her, så snyder vi lidt betalingsmuren, men fight the power og alt det der.

Dem med Politiken abonnement vil måske bemærke at de har modereret mig lidt i slutningen. Det var ikke aftalt, men ikke noget jeg gider gøre et nummer ud af. Så her har i den helt ucensurerede version:

"Jeg har diagnosen simpel skizofreni.

Hvad er dine umiddelbare associationer når du læser det? At jeg hører stemmer? Har hallucinationer? At jeg måske ligefrem er farlig?

Jeg vil gerne med det samme punktere det, måske dramatiske, billede. Simpel skizofreni er en, ikke særligt udbredt, version af skizofreni, der ikke giver nogle hallucinationer overhovedet. Jeg hverken ser eller hører ting der ikke er der. Jeg hører ikke stemmer der fortæller mig at jeg skal gøre forskellige ting eller ser ting der kunne være med til at opfordre mig til at begå noget voldeligt.
Jeg har alle de andre symptomer der hører med til skizofreni, men ikke dem man kender fra medierne. Burde det så kaldes skizofreni? Det må I diskutere med dem der har taget beslutningen om det.

Som med stort set alt andet indenfor psykiatrien, så begynder man mere og mere at se skizofreni som et spektrum, og jeg er i den stikmodsatte ende af de ekstreme tilfælde hvor skizofrene bliver voldelige.
Men bliver alle skizofrene, der så hører stemmer eller ser ting, voldelige? Nej. Lad mig igen punktere et, måske, dramatisk billede. Jeg kender mennesker der lever med andre versioner af skizofreni som aldrig i deres liv har været til fare for andre. Jeg arbejder meget aktivt imod de fordomme der hører til psykisk sygdom. I mange år har jeg været åben om min sygdom, jeg blogger om det og laver forskellige projekter der omhandler det, så det er virkelig en af mine kæpheste.

Problemet er mediernes og fiktionens billede af skizofreni – det er et ord hvor der er tilknyttet mange negative konnotationer. Og de konnotationer knytter sig ikke kun til skizofreni, men desværre også til det at være psykisk syg i det hele taget. Et åbenlyst eksempel er mediernes overskrifter for tiden.
Som Information der annoncerer en artikel på Facebook med kommentaren: ”Der er meget, vi ikke ved om søndagens masseskyderi. Men der tegner sig en historie, som ikke alene handler om en ung mands gruopvækkende angreb i et storcenter, men også om den tætte sammenhæng mellem psykisk sygdom og farlig kriminalitet.” Hvor er nuancerne? For jeg kan godt garantere for at de ikke kommer i selve artiklen.

Der bliver ikke nævnt et ord om de mange forskellige grader af det at være psykisk syg eller de mange forskellige diagnoser der går under paraplybegrebet. Der bliver kun fokuseret på at psykisk syge kan være farlige.

Efter at det kom frem at gerningsmanden bag tragedien i Fields var kendt af psykiatrien er det væltet frem med overskrifter og artikler der indikerer at psykisk syge ikke får nok behandling og at det fører til flere drab. Men en rapport fra justitsministeriet viser at 24% af dem der begik drab mellem 2012 og 2017 havde en psykisk lidelse der gik ind under straffelovens § 16, hvor man erklæres psykisk syg eller utilregnelig på grund af sindssygdom m.v. i gerningsøjeblikket. Det vil sige at tre fjerdedele ikke havde nogen diagnose. Det må siges at være klart flertallet, men hvor bliver det nævnt? De forskellige artikler nævner ikke de tal, fordi de ikke passer ind i det dramatiske billede de gerne vil skabe.
At psykisk syge figurerer i tallene er selvfølgelig hverken forkert eller underligt, problemet er at det kun er én side af tingene. Problemet er at billedet er alt for ensidig og ikke dækker hele virkeligheden. Man efterlades som læser af de fleste artikler om sagen, med én pointe: At psykisk syge lever i en parallelverden og er farlige, og det er et dybt problematisk syn. Det det kan ende med er at folk tænker at psykisk syge ikke hører til i ”den almindelige verden”. At man ikke kan være venner med, kærester med, eller have en ansat eller kollega der er psykisk syg. Det ekskluderer og stigmatisere også velbehandlede psykisk syge.

Jeg har talt mig hæs de sidste 10 år, om hvordan psykiatrien mangler ressourcer, så jeg kan ikke lade være med at sætte lidt pris på at det nu får noget opmærksomhed. Problemet er bare at denne her tilgang kan føre til mere tvang, stigmatisering og frygt. I stedet for regulær hjælp til alle os der har brug for det.
Jeg har i 10+ år været mere eller mindre i kontakt med psykiatrien, og lad mig bare sige at jeg aldrig har været imponeret over hvad der bliver gjort. Der bliver så at sige sat plastre på skudsår, og så bliver man sendt hjem igen. Jeg er heldig at jeg aldrig har været reelt selvmordstruet, ellers havde jeg været død i dag.

Som psykisk syg igennem mange år føler jeg mig ramt af den tone der figurerer lige nu, i høj grad også i diverse kommentarspor. Jeg ved at jeg ikke er det mindste farlig for nogen, men der bliver sat et lighedstegn imellem psykisk syge og farlig, og dét er et problem.
Dramatiske overskrifter og ensidige artikler stigmatiserer en hel befolkningsgruppe, der i forvejen er udsatte og mål for mange fordomme. Uagtet om motivet er at sætte fokus på at psykiatrien er i dyb krise - for det er den.

Da regeringen gik til valg lovede de en 10 års plan for psykiatrien, og på trods af opråb efter opråb er der nu gået flere år uden så meget som trækninger til at leve op til løftet. I 2020 blev der vedtaget en finanslov hvor der bliver afsat 600 millioner årligt til blandt andet flere senge og mere personale i den regionale psykiatri. Derudover skal det sikres at patienter ikke udskrives før de er tilstrækkeligt behandlet og klar til det. De ting manglede for 10 år siden, og de mangler stadig. Vi er i 2022 nu, og jeg kan ikke finde det mindste tegn på at der skulle være sket noget. Sundhedsministeriets hjemmeside har ikke artikler der er nyere end 2020. Så hvor bliver alle de lovede forbedringer af?
Måske skal der lig på bordet og et sort/hvid billede af psykisk syge til før der sker noget. Mon 3 er nok døde for Mette F. og co. til at der bliver gjort noget?"