Når virkeligheden bliver så virkelig, at den bliver uvirkelig.

Som jeg skrev i mit indlæg i Politiken i mandags d. 11. juli, så har jeg jo ikke hverken visuelle eller audiotive vrangforestillinger, så hvorfor hedder min diagnose skizofreni?
Det er blandt andet fordi jeg tager verden ind på en anden måde end de fleste. Jeg er mere filterløs i min opfattelse, men min oplevelse af virkeligheden kan også blive "skæv" nogle gange. Ikke som hallucinationer hvor jeg ser ting der ikke er der, men jeg ser pludselig tingene på en lidt forvredet måde.

Nogle gange bliver jeg underligt bevidst om ting. Som om virkeligheden bliver så virkelig, at den bliver uvirkelig. Nogle gange kan jeg lugte ting der ikke er der. Det er ikke ubehagelige ting, men ofte dufter jeg eksempelvis kanel selvom der intet kanel er i nærheden. Min gamle psykolog mente at det måske var en form for mikro-psykoser, lidt som en hallucination, men meget mindre.
Jeg kan nogle gange få følelsen af at jeg er ved siden af mig selv, helt bogstavligt. Som om jeg går ned af gaden, men min opmærksomhed eller mit 'jeg', om man vil, går et halvt skridt bag mig og opfatter tingene et halvt sekund forskudt.
Når jeg falder i søvn om aftenen kan jeg nogle gange få fornemmelsen af at mine hænder er alt for store. Forestil dig sådan nogle Mickey Mouse handsker, helt store og luftige. Jeg ved godt at mine hænder ikke er blevet oppustede, men hvis jeg ikke kigger på dem og ser det, så kan jeg helt tydeligt mærke, at det er de. Men fordi de her ting ikke er ubehagelige, så har jeg aldrig tænkt det som symptomer på noget. Men de hører under EASE, som jeg vidst har nævnt før.

Googler man EASE som står for Examination of Anomalous Self-Experience, som var det jeg snakkede med overlæge Lennart Jansson om, og som var det der gjorde at han udelukkede ADD som diagnose.
Så kan man på https://easenet.dk/courses/ læse beskrivelsen:

"Anomalous subjective experiences, described since early 20th century, are thought to be intrinsic to schizophrenia and considered as constituting the phenotypic validity anchor of the schizophrenia spectrum concept. Although neglected in modern psychiatry, due to the dominating behaviouristic approach, they nevertheless have been thoroughly investigated in continental European psychiatry, where it has been shown that their presence antedates future psychosis.
Anomalous experiences of self-awareness (self-disorders) are a sub-group of subjective pathology. Self-disorders are not explicitly mentioned in the current classificatory systems even though these symptoms can be classified under e.g. odd thinking or perceptual disturbance in criteria for schizotypal disorder in both ICD-10 and DSM-IV."

Det er en tung omgang, I know, men det er ud fra den undersøgelse at jeg har fået min diagnose, fordi der er så mange ting jeg genkender i det. Blandt andet det beskrevede ovenfor.

Lige nu sidder jeg på café og skriver. Jeg bemærker mine fingres bevægelser over tastaturet som jeg skriver dette. Min visuelle opmærksomhed fikseres på den ene ting, og mine tommelfingre ser ud som om de ikke hører til på resten af mine hænder. De danser for sig selv over bogstaverne på tasterne. Og tanken om at jeg laver ord med de fingre der ikke er mine, er surrealistisk.

Jeg skaber ord med hver enkelt lille krølle af det vi har valgt at kalde bogstaver. Bogstaver giver kun den mening vi tillægger dem. Tænk hvis vi en dag besluttede at K skulle lyde som A og U skulle lyde som T. Det ville naturligvis ikke ske, for det ville skabe kaos. Og er der noget vi mennesker ikke kan lide, så er det kaos. Ting skal helst i kasser. Firkantede lukkede kasser med ting der passer sammen og giver mening. Men mening er subjektivt, mening er kun hvad vi beslutter det er. Mening med livet? Det kan være hvad som helst. At skrabe rigdom sammen, at få børn, at skabe noget nyt, at blive skrevet ind i historiebøgerne så man bliver husket for eftertiden.

Desværre er kasse-tænkning det der psykologisk har holdt os i live siden stenalderen, så den er svær at slippe. Men os der ikke helt passer ind i nogle af kasserne, vi bliver placeret i en kasse der er lidt for lille eller lidt for stor, og så bliver vi efterladt der. Jeg sætter en ære i at ridse min kasse, bule den og male den i nye farver.