Mester i skyldfølelse.

Er der noget jeg er god til, så er det at have skyldfølelse. Faktisk er det en af mine spidskompetencer. Jeg har øvet mig i mange år, og har finpudset evnen til perfektion.
Jeg har en generel lyst til at undskylde hele min eksistens, fordi den er så rodet og gør livet besværligt for dem omkring mig. Jeg er krævende og jeg har brug for alt for meget hjælp.

Min angst ødelagde endnu en gang en oplevelse i går. Vi var på familietur til Oplevelsescenter Nyvang, og hele dagen var jeg pirrelig og irriteret, og det udviklede sig til et generelt ubehag og til sidst til et regulært panikanfald lige efter frokosten. Manden og jeg var nødt til at køre hjem, jeg kunne bare ikke mere. Jeg ville bare gerne aflives som et sygt dyr, jeg følte ikke at jeg var bedre værd.

Jeg ved godt at det ikke er min egen skyld, at jeg ikke kan gøre for det og at ingen bebrejder mig noget. Men det tager toppen af stemningen at se en man holder af få et panikanfald, så jeg forestiller mig at stemningen måske var lidt trykket da vi kørte. Og manden og jeg gik glip af resten af dagen, jeg måtte direkte hjem under min tyngdedyne og sove, for jeg var totalt udmattet.
Igen ved jeg godt at det ikke er min skyld, men jeg får skyldfølelse alligevel, for det var på grund af mig at dagen blev sådan. Og så er der princippet i at jeg ikke selv bestemmer, det gør mig vred og inderligt ked af det. Jeg kunne ikke selv bestemme om jeg gad gå videre, eller om jeg var træt og ikke gad mere. Jeg havde det som om jeg skulle kaste hele frokosten op, jeg kunne ikke holde op med at græde og jeg var svimmel. Valget blev taget for mig af angsten, og jeg hader det mere end ord kan udtrykke. 

Jeg har det bedre i dag, jeg er udenfor, men jeg er i dårligt humør. Jeg er gnaven og ked af det, for jeg har den der gnavende følelse af at det hele er min skyld og at jeg ødelagde en hyggelig dag.