... Faktisk er det decideret grænseoverskridende, but here goes:
Jeg kan godt lide min nye sagsbehandler.
Så er det sagt. Katten er ude af sækken.
Jeg havde svært ved at forestille mig en sød sagsbehandler efter så mange år med hende jeg havde før. Virkelig svært. Men hende jeg har nu er så mild og sød, at alt frygt for hende er gjort til skamme. Hun griner ærligt af mine åndssvage jokes, fordi hun har overskud til det. Hun glædes oprigtigt på mine vegne, og ønsker mig det bedste. Hun er indstillet på at hjælpe mig så meget som muligt, og hun er behagelig at snakke med.
Behagelig!
Efter en sagsbehandler der i fire år gav mig angstanfald, og fik mig til at tude bare jeg tænkte på hendes stemme. Et menneske der kunne få mig til at vågne midt om natten inden et møde og panikke. Efter alt det, så havde jeg en skepsis for sagsbehandlere på størrelse med Mount Everest, men den nye har lynhurtigt klatret over det. Hun har seriøse bjergbestignings skills.
Jeg var så pisse træt af altid at kæmpe, altid have knytnæverne oppe og tænderne blottet. Jeg var pisse træt af at kæmpe for at have lov til at have det dårligt, og jeg er sådan set stadig pisse træt af at kæmpe for ikke at have det dårligt. Jeg er pisse træt af at skulle forklare velmenende, men uvidende typer at det er okay at tage medicin. Samtidig er jeg pisse træt af at tage medicin og hvad den gør ved min krop. Jeg er pisse træt af at være fuld af selvmodsigelser hele tiden.
Det skal dog siges at jeg er startet på en ny medicin, som faktisk ser ud til at hjælpe. Siden jeg startede har jeg haft meget mere overskud og energi. I stedet for at være to timer om at vågne, ikke om at stå op, men om selve opvågningen, så vågner jeg nu ved første alarmtone og snoozer kun for hyggens skyld.
Jeg har energi til at være kreativ, og det giver mig energi at være kreativ. Så jeg er røget ind i en god cirkel, det er en helt ny følelse.
Nu stopper min skrivegruppe ganske vist i næste uge, hvilket jeg er ked af. Den gruppe har givet mig så meget. Jeg har fået meget mere selvtillid i forhold til mine tekster og selve det at skrive. Samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om min form, og dermed kan jeg også lege med at bryde den. Jeg skal ikke kunne afvise at der vil komme mere kreative tekster her på bloggen i fremtiden. Gudskelov er der en anden skrivegruppe der fungerer lidt anderledes, men hvor jeg nok kan være med.
Derudover skal jeg også på et forløb i maj om billedkunst. Jeg aner intet om billedkunst, så det skal nok blive sjovt. For at citere Pippi korrekt, da Tommy spørger om hun overhovedet kan spille klaver, da hun vil købe et:
"Jeg har aldrig haft noget klaver at prøve det på. Og det siger jeg dig, Tommy - at spille klaver uden klaver, kræver kolossal træning, inden man får det lært."
Der er også et hold med tekstilhåndværk hver torsdag, og da jeg har fået den fikse idé at jeg vil lave dukker og sy dukketøj til dem, så er det helt perfekt. Så kan jeg måske lære at bruge en symaskine rigtigt. For det siger jeg jer - at sy på maskine uden maskine kræver også kolossal træning.
OPUS er det bedste der er sket for mig i årevis. Jeg kan stille og roligt udvikle evnerne til at være motiveret for noget igen, jeg kan tilgå mine problemer meget mere indirekte, hvilket får nogle andre ting op til overfladen. Jeg kan stå ved det nu, jeg har simpel skizofreni og det er okay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar