Tankefiksering.

Jeg er begyndt at udvikle en form for tankefiksering. Ikke tvangstanker, men noget i en gråzone på vej mod det. Et rigtigt godt eksempel er æsken med knapper.

Lad mig uddybe. 

I 2019 var jeg i praktik i en ungdomsklub som krea-hygge-drik-kaffe-og-underhold-ungerne-type. Jeg var overraskende god til det. Jeg lavede fimo med dem og så blandt andet en pige gå fra at hviske alle sætninger, til stolt og højlydt at fortælle at hun havde set fimo videoer hele weekenden. Hun blev hurtigt god til det. Jeg oplevede en knægt gå fra altid at have hætten nede i ansigtet, til at spørge mig om vi kunne lave papirflyvere (der skal lyde en tak til YouTube for hjælp til det). Han åbnede sig langsomt og gav mig denne tegning, efter jeg havde været væk i to uger pga. angsten:

Jeg ville have besøgt dem efter sommerferien, men så gik der en uge, så to og pludselig var der gået et år og det var alt for sent. Tiden løber hurtigere og hurtigere jo ældre man bliver. Jeg har haft dårlig samvittighed siden, over at jeg ikke nåede det. Specielt overfor papirflyver-knægten, han valgte mig, noget der ifølge hans mor skete sjældent, og viste mig tillid, og så forsvandt jeg. 

Men æsken med knapper. 

Jeg havde nogle forskellige krea-ting liggende i kælderen som jeg aldrig brugte. Ting til perleplader og lignende. Da klubben var nystartet og stadig i udviklingsfasen, så var der begrænsede materialer til at lave krea-ting med, så jeg donererede mine perleting, så vi kunne lave perleplader (igen var der en unge der var for vild, som bare kastede sig ud i 3D figurer). Og så var der æsken med knapper. Det var en æske jeg havde haft i 100 år, med knapper hovedsageligt fra min farmor. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde brugt en knap derfra, så jeg tog den bare med og gav dem også den.

I løbet af efteråret sidste år begyndte jeg at udvikle en idé om at jeg vil forsøge at lave en form for dukker, i mangel på bedre ord, og pludselig kom jeg til at tænke på æsken med knapper. Nu kunne jeg godt bruge en æske med blandede knapper. Og det var jo knapper fra min farmor, og min mor havde lavet æsken. Pludselig betød den æske en hel masse. Eller det gør den nok ikke, jeg fikserer bare på den. Og ja, det var en lidt lang omvej til hvad overskriften lovede.

Jeg har med jævne mellemrum tænkt på æsken med knapper. Jeg har overvejet at spørge om jeg må få den tilbage, men hvem ved om den stadig eksisterer næsten tre år efter. Og i øvrigt er det absurd. Jeg burde bare slippe tanken om den æske med knapper, den er jo ikke vigtig.
Men den er et godt eksempel på min tankefiksering. Jeg får det også hvis jeg glemmer at tage øreringe på, så føler jeg mig nøgen, og jeg kan være bevidst om mine ører en hel aften. Det kan også være at rette en skæv ramme, at tjekke syv gange at jeg har husket alting eller pinlige oplevelser jeg ikke kan slippe. Det er ikke bare at jeg bliver ved med at tænke på det, min hjerne laver en form for tunnelsyn så det kommer til at fylde ekstremt meget.

Så jeg øver mig i at gøre det modsatte af hvad min hjerne fikserer på. Jeg kan eksempelvis ikke lide at sidde med ryggen til døren offentlige steder, mine tanker fikseres og jeg kan hele tiden "mærke" døren bag mig. Men jeg prøver at sætte mig med ryggen til døren nogle gange, på sigt kan det være jeg kan gå ud uden øreringe uden at føle mig nøgen. Måske kan jeg en dag glemme æsken med knapper.