Jeg har fået lektier for hos OPUS. Jeg skulle spørge mine nærmeste hvad de umiddelbart tænker, når de tænker på mig. Hvilke ord popper op i deres hoveder.
Det kommer sig af at mit selvbillede er forfærdeligt, og at jeg især lige for tiden føler mig totalt ubrugelig. Den anden dag blev det trigget ret voldsomt, af noget helt ligegyldigt, så jeg bliver nødt til at fokusere lidt på det.
Jeg tror vi alle sammen ville få noget ud af at tale pænere til os selv, men når man i årevis har fortalt sig selv at man ikke er god nok, at man er grim, værdiløs og en byrde for dem omkring en, så er det svært at ændre narrativet. Jeg har virkelig svært ved at tænke positivt om mig selv, for det første fordi, at jeg virkelig ikke er vant til det. Og for det andet tror jeg, at der kommer noget jantelov ind over, jeg skal ikke tro at jeg er noget.
Det var virkelig svært at spørge. Ikke fordi jeg regnede med at mine nærmeste ville sige noget grimt, men bare det at gøre mig selv så sårbar. Men det var endnu sværere at læse svarene. Jeg måtte tage mig sammen i en halv time for at åbne en mail fra min far. Jeg ved ikke hvorfor det var så svært.
Der er mange jeg kender, som jeg tror kun kender mig af høflighed, som egentligt ikke bryder sig om mig. Men på grund af fælles venner, så lever de med mig.
Der er nogle få jeg ved kan lide mig, fordi de er gode til at give udtryk for det. Men selv med dem har jeg svært ved at forestille mig hvad de egentligt synes om mig, hvordan de egentligt opfatter mig.
Jeg går altid ud fra det værste, og ofte når folk siger noget sødt, så glider det af mig som vand på en gås, fordi jeg ikke rigtigt kan tage det ind. For jeg skal ikke tro, at jeg er noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar