Så er det eksamenstid.

I morgen skal jeg til møde med rehabiliteringsteamet der skal bestemme om jeg må komme på et ressourceforløb.
I MORGEN!

Jo tættere vi er kommet på datoen, jo mere anspændt er jeg blevet omkring det. Jeg vil bare gerne have det overstået nu. Rent logisk burde jeg få det forløb med den diagnose jeg nu officielt har. Men jeg har været i systemet længe nok til ikke at stole på, at de opererer efter logik.

Et ressourceforløb vil betyde at der vil blive fokuseret mere på hvad jeg kan og hvordan der kan hjælpes med at kunne mere, i stedet for kun at fokusere på at få mig op i timer. Jeg har ret høje forventninger til det. Der bliver lagt op til at det er sådan et forløb der kan ændre ens liv som syg. Det håber jeg satme er tilfældet.

Jeg er begyndt at læse bogen Mening Med Galskaben som er en antologi udgivet af EN AF OS. 
Det er alle mulige former for tekster af folk der selv har kæmpet med psykisk sygdom, og den første tekst jeg læste fik mig til at hulke helt ukontrolleret.
Det er en tekst af Karen Stenlev, og den handler om en blanding af barndomsminder, mødet med fagpersoner og et møde som det jeg skal til i morgen. Hun blev ganske vidst indstillet til førtidspension, men opbygningen af mødet er så vidt jeg ved den samme og det gik lige ind.

Her er to citater der gik allermest ind, fordi det er præcis sådan det allerede føles. 

"Endnu en person træder ind i rummet og trækker mig tilbage til mødelokalet. Det er fysioterapeuten. Hun fungerer som mødeleder, fortalte hun mig, da vi mødtes på gangen. - Det er ikke en eksamen, forsikrede hun mig om, og nu vælger jeg at sende hende et smil. At se bort fra det faktum, at jeg skal ind i lokalet, tale min sag, træde ud imens der voteres, og ind igen for at modtage min dom."

- Noget om fred af Karen Stenlev

"De taler, og håbet vokser. Jeg taler, og de lytter. De ser. Indtil der ikke er så meget mere at sige, der ikke allerede er sagt. I papirerne og i rummet.
Min kone, håbet og jeg bliver sendt ud på gangen. Vi står der i alt for lang tid. Jeg går rundt om mig selv, står lidt igen, og ligner en, der håber på et 12-tal, men frygter 02. Jeg er klar over, at uanset udfaldet vil dagen i dag være skelsættende. Jeg kan med mine tanker ikke nå rundt om alt det, det betyder."

- Noget om fred af Karen Stenlev

Jeg skal til eksamen, men det gælder ikke bare en karakter der kan trække mit gennemsnit op eller ned, det gælder mit liv. De har min fremtid i deres hænder. Jeg ved ikke engang hvad der vil ske hvis jeg "dumper".

Så i dag forsøger jeg bare at slappe af, drikke kaffe og fokusere på at jeg ikke kan ændre i morgens resultat ved at stresse i dag.