Da jeg lagde på efter samtalen med min psykolog hvor hun fortalte at jeg kan komme til i slutningen af juli, så sad jeg og grinede og var ved at græde samtidig. Jeg er simpelthen så lettet, jeg kan næsten mærke det fysisk når jeg tænker på det.
At komme i udredning og formentligt få diagnosen er selvfølgelig ikke en mirakelkur, alt bliver ikke automatisk godt af det, det er klart. Men at få diagnosen åbner nogle andre døre i det kommunale og det åbner for muligheden til at få lov til at prøve en anden behandling, der ikke kun handler om angst, og noget andet medicin! Måske kan jeg få medicin der hjælper rigtigt! Det kan også være at det ikke gør, men bare det at der bliver tænkt ud af boksen, og at alt ikke fortsætter som det har gjort de sidste mange år, det er FANTASTISK. Bare det at jeg får lov til at prøve noget andet er en lettelse. Det giver håb.
Jeg kan få lov til at få skiftet diagnosen i mine papirer til en der passer i stedet for borderline diagnosen. Jeg ved godt at jeg har skrevet meget om borderline, og om hvordan det passede på mig. Og det er ikke fordi de indlæg er forkerte eller løgn, de ting jeg har skrevet om passede og det passede på de symptomer, men som jeg også flere gange har nævnt, så havde jeg ikke kernesymptomerne på borderline. Nogle af de symptomer jeg havde og har, bunder i noget andet end det gør for borderlinere. Eksempelvis min manglende følelse af identitet. For mig bunder det i, at jeg eksempelvis aldrig har fundet et job og noget at arbejde for. I vores samfund er der ekstremt meget identitet i det vi laver, i arbejde og karriere, så jeg føler jeg står udenfor og ikke rigtigt er noget. Det bunder altså i noget reelt, ikke i noget i mig så at sige. Hvis det giver mening? Det er svært at forklare, men det giver mening.
Det blev der set gennem fingre med, fordi de andre ting passede. Jeg har også diagnosen generaliseret angst, hvilket heller ikke heeelt passer. Jeg har snakket med min nuværende psykolog om det, og hun har flere gange nævnt hvordan jeg ikke reagerer som en borderliner, jeg har ikke borderline, men jeg har nogle træk fra det.
Når jeg læser mine gamle indlæg kan jeg også se hvordan jeg har tilpasset mig selv til borderline diagnosen, jeg har hugget en hæl og klippet en tå for at få glasskoen på. Men den har aldrig passet helt, den har altid gnavet når jeg har gået med den. Men nu har jeg fået en ny glassko, en glassko som gled lige på som i tegnefilmen.
Jaja jeg kan godt lide metaforer.
Men det er rigtigt. De ting i ADHD der ikke passer perfekt, er ting jeg kan genkende i en lidt anden form end den generelle. Eksempelvis siger man at ADHD'ere har brug for stilhed når de skal lave noget, ellers kan de ikke koncentrere sig. Jeg har det lige omvendt, jeg hører ALTID musik. Altså vi snakker vitterlig hele tiden, eksempelvis spiller Purple Rain lige nu. Men som special-fyren jeg var hos sagde, så er det min måde at kontrollere sanseindtrykkene, og han har ret.
Jeg er blevet bevidst om, at jeg eksempelvis ikke kan gå på gaden uden musik eller en podcast i ørene, med mindre jeg følges med nogen og går og snakker. Hvis jeg går alene, så bliver jeg overvældet af alle indtrykkene og lydene. Når jeg hører noget eller snakker med nogen, så kan jeg fokusere på det og lukke det andet ude. Det er to sider af samme sag - stilhed for ikke at blive distraheret eller selvvalgt larm for ikke at blive distraheret.
Jeg prøvede at sidde i en læsesal én gang da jeg gik på uni, det var forfærdeligt. Jeg kunne høre hver en knirkende stol, en kuglepen der faldt på gulvet, et lille host. ALT distraherede mig.
Jeg skrev alle mine skriftlige eksaminer og det meste af min BA på Den Smagløse i Odense. Der var kaffemaskinen der hvæsede, folk der snakkede, musik og ofte også den musik jeg stak i ørene. Det ville overvælde nogle andre formentligt, men for mig gav det ro nok i mit hoved til at jeg kunne koncentrere mig. Lydene blev et baggrundstæppe i stedet for enkelte lyde.
Jo mere jeg læser om ADHD, jo mere genkender jeg mig selv i det. Der er selvfølgelig også ting der ikke passer helt, men det er småting. Da jeg først blev introduceret til diagnosen beskrev jeg de 9 klassiske symptomer, hvor man skal have 6 af dem før det bliver betragtet som ADHD.
Dengang skrev jeg at jeg havde 5 og 3 med forbehold. Nu har jeg lært mere om det, og kan faktisk genkende alle 9 symptomer. Så nu vil jeg bare gerne til den udredning, de må for pokker også kunne se det.
I dag skal det fejres, at der er håb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar