Ingen dødsangst, og så alligevel ...

Jeg bruger uforbeholdent meget tid på, at tænke på at jeg en dag skal leve uden min kat. Måske er det bare en måde at slippe for at tænke på, at jeg en dag skal leve uden mine forældre, familie, uden min kæreste, venner, bekendte. Men det er selvfølgelig også fordi, jeg er meget knyttet til ham, og det sidste år, hvor jeg har været så meget hjemme, har han i mange timer været mit eneste selskab.
Jeg er blevet skør kattedame, der snakker til sin kat. Det måtte jo komme.

Man snakker om frygten for at dø, altså dødsangsten. Men selvom jeg ikke ønsker at dø, så er jeg heller ikke bange for det, jeg tror aldrig jeg har haft dødsangst.
Og så alligevel. For jeg bliver rædselsslagen når jeg tænker på, at døden vil ramme dem jeg har nær. At døden vil tage dem jeg har nærmest, og at jeg intet kan gøre ved det. Jeg er bange for døden, når det handler om at den vil ramme andre, dybt angst for det. Men at den rammer mig en dag er okay. Jeg finder trøst i, at der ikke er noget efter døden, for det betyder at jeg vil få ro. Men med det verdenssyn, så er døden også værst for de efterladte. Og jeg vil virkelig ikke være efterladt.

Jeg er meget depressiv for tiden. Jeg har svært ved at finde glæde i de ting der normalt opmuntrer mig. Foråret eksempelvis, jeg kan ikke rigtigt mærke løftet det normalt giver. Det trænger ikke rigtigt ind igennem tågen. Jeg er enormt træt hele tiden, og alt føles tungere, som at leve i sirup. Jeg er ikke i tvivl om, at det i høj grad er coronaens skyld. Jeg føler mig tyndslidt, og jeg kan snart ikke overskue mere af denne her form for isolation.

Og samtidig er det jo forkælet. Coronatiden er svær, men jeg tror at en af grundene til at den er så svær for os, er at vi tror verden skylder os noget. Vi i Vesten er så heldige, at være opdraget med at vi kan blive, gøre og være lige hvad vi vil. Så når en katastrofe, som en pandemi er, forhindrer os i alle disse ting, så føler vi os uretfærdigt behandlet af verden.
Tankerne om at verden skylder os noget, kommer også af at jeg har kigget indad og følt det hos mig selv. Jeg har tænkt på det de sidste par uger, vi opfører os generelt snotforkælet.

Selvfølgelig er det okay at være frustreret, vred, ked af det osv., vores verden har ændret sig fra det ene øjeblik til det andet. Det er selvfølgelig også okay at have brug for at få luft for de følelser. Det gør jeg selv, ellers eksploderer man til sidst. Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med krigen - hvordan ville vi klare os, hvis tyskerne havde invaderet os nu? Ville vi så have opført os på samme måde som vi gør overfor pandemien? Lavet konspirationsteorier om at tyskerne slet ikke findes, at mørklægning bare er regeringen der vil styre os? Måske skal vi se coronaen som en besættelse, en overmagt vi ikke kan diskutere med, for det er vel reelt set det, det er.