Det der er værst.

Det værste er faktisk ofte ikke angsten eller panikanfaldende. Angsten er hæmmende, og panikanfaldende er forfærdelige, men det er i momenter, tilbagevendende, men det går over. Det værste er den næsten konstante følelse af ... ja jeg mangler et ord, hvilket nok også er grunden til at jeg aldrig rigtigt har snakket om det.

Det kan bedst beskrives som en følelse i kroppen kombineret med en ked-af-det-hed, tomhed og håbløshed. Fysisk føles det let kriblende. lidt som rastløshed. Som om man har drukket lidt for meget kaffe, kombineret med at have travlt, men at have glemt hvad det er man skal nå. Samtidig føles alt meningsløst og gråt, og som om det aldrig vil blive bedre. 

Det fylder hele kroppen, og det sidder der hele tiden. Nogle gange bliver det overdøvet af ting udefra; underholdning, larm, andre mennesker osv., men det ligger hele i tiden i mine celler og venter tålmodigt på, at der bliver ro nok til, at jeg igen kan mærke det. Det er også en af grundene til at jeg hader at være alene. For så kommer det ofte til at fylde det hele. 

Det giver mig lyst til at skrælle huden af mig selv, det er den bedste beskrivelse jeg kan give. Jeg kan glemme det en gang imellem, nogle gange i længere perioder, men det ligger hele tiden derinde og lurer. 

Angsten og panikanfaldene er det mest hæmmende i mit liv lige nu, men den tilbagevendende tilstand jeg lige har forsøgt, at beskrive er det værste, for det er også det der føles som et grundvilkår. Som om at sådan er det bare at være mig, det er bare sådan jeg nu engang er sammensat. Men problemet er, at følelsen altid er næsten uudholdelig, og nogle gange har det været den følelse, der har skubbet mig ud i selvskade, simpelthen i et forsøg på at overdøve den. Når jeg går i seng midt på dagen er det stort set altid den følelse jeg vil flygte fra. Jeg håber ikke at det er et grundvilkår for mig, for så ser det sort ud, men jeg ved ikke hvordan jeg kommer af med det. For jeg har det som om det er vævet ind i det jeg er sammensat af. Lige for tiden fylder det meget, andre gange varierer følelsen i styrke. Lige nu er den forstærket af vintermørket, jeg kan virkelig mærke det meget, og jeg tager ekstra D-vitamin i et forsøg på at dulme det lidt. Det har været så mørkt hele december, og jeg har ofte ikke haft nogen reel grund til at stå op, så jeg er mere end én gang blevet i sengen. 

Jeg har forsøgt, at beskrive følelsen jeg mangler navn for, så godt jeg kan, men det føles ikke helt som om jeg rammer det rigtigt. Jeg har aldrig kunnet sætte ord på det, det er for komplekst og samtidig for stort. Jeg tror jeg har forsøgt at sige det til psykologer, men jeg har altid kun fået det beskrevet som håbløshed, men det dækker ikke rigtigt. Det er mere end det.