Alt er galt.

Jeg begyndte at hyperventilere klokken cirka to i nat da det gik op for mig, at det er allerede på onsdag jeg har telefonmøde med min sagsbehandler. Det er den effekt hun har på mig. Jeg kunne høre hendes stemme inde i hovedet, og hvordan hun ville skælde mig ud for, well alt.

Jeg har kun været i praktik én gang siden vi snakkede sammen for en måneds tid siden, så jeg vil vædde min højre arm på at hun vil mene det er praktikstedets skyld, uanset hvor meget jeg forklarer hende at det absolut ikke er det, der er problemet. Problemet er at jeg ikke kan alene. Jeg har brug for en mentor til at komme og tage mig i hånden, og simpelthen følges med mig så jeg kan få opbygget en rutine. Jeg er begyndt allerede om søndagen at få det dårligt ved tanken om at mandag morgen nærmer sig. Mine weekender og mine hverdage er ekstremt langt fra hinanden for tiden.

Det er meget længe siden, at jeg har haft det så dårligt som jeg har det i hverdagene for tiden. Flere dage har jeg simpelthen ikke kunne holde ud at være vågen, bare det at vågne om morgenen har været for meget. Det er en kombination af angst, ekstrem tristhed og en helt overdøvende udmattelse.

Jeg er så træt af at skulle kæmpe for alting, træt som jeg aldrig har været det før. Mange dage føles det som om jeg er på opgivelsens rand. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ville opgive, bare lægge mig i sengen og lade tingene ske tror jeg. Det ved jeg godt at jeg ikke kan, men jeg føler mig meget tæt på mange dage.

Jeg har også hovedpine ofte, fordi jeg spænder i kæberne, hvilket forplanter sig.

Det er ren stress-reaktion. 

Det giver sig også til udtryk i endnu større kropslede end jeg plejer, men samtidig har jeg slet ikke energien til at gøre noget ved det. Jeg har sat mit yogaabonnement i bero, og et af de få områder hvor jeg kan trøste mig selv lidt er med søde sager. Jeg har fået kørt et sukkerbehov ret højt i vejret. Det er heller ikke just nogen hjælp, at vi nu kommer ind i julen. Det er den klassiske onde cirkel, jeg ser et billede af mig selv eller mit spejlbillede, og får det elendigt. Jeg ser kun min størrelse, intet andet. Og så bliver jeg så ked af det at jeg tænker ”fuck det” og spiser hvad jeg har lyst til, og så får jeg dårlig samvittighed – og så starter det forfra.

Men jeg har farvet hår for første gang længe. Jeg følte der skulle ske et eller andet.