Svindlersyndrom og nuancer

 Så er jeg endelig startet i praktik. ENDELIG!

Første dag var super fed, og jeg endte med at blive der to timer mere end planlagt. Det er et sted hvor jeg godt kunne se mig selv fortsætte, hvis det skulle blive muligt, men nu starter vi lige med det halve år praktikken skal vare. Fede mennesker, spændende opgaver og umiddelbart et godt arbejdsmiljø med plads til mine issues, hvilket de jo gav udtryk for allerede til første samtale.
Anden dag var grufuld. Jeg havde virkelig svært ved at komme afsted, og jeg angstsvedte hele dagen. Jeg møder kl. 10, og jeg kunne være flygtet tudende kl. 11, hvis jeg havde givet mig selv lov.
Men jeg gjorde alt det rigtige, jeg blev i det og gav ikke efter. Jeg blev til 13.30 hvilket kun er en halv time mindre end mit skema siger, for stadig at kunne kalde det en "rigtig" dag. Jeg var ikke voldsomt produktiv i forhold til mine opgaver, men jeg var meget produktiv i forhold til angsten, hvilket jo er den største opgave. Jeg er stolt af at jeg kæmpede mig igennem, og brugte alle de rigtige taktikker og metoder til at håndtere angsten, i stedet for at flygte.
Jeg ved ikke hvorfor anden dag var så grufuld, min psykologs teori er at jeg brugte for meget energi på dag et ved at blive længere. Så fra nu af holder jeg mig til skemaet.

Da jeg stod midt i det, ramtes jeg af en følelse af, at jeg ikke er egnet til det her liv. At jeg ikke er i stand til at gennemføre et liv på de præmisser, der er sat op for et sådan. Sådan får jeg det med jævne mellemrum. Alle andre følger "reglerne" hver dag og kan rumme det hele. Jeg bliver simpelthen for overvældet, og det føles som om vi alle bevæger os rundt, og lader som om vi ved hvad vi laver.
Jeg kan ikke lade som om, i det omfang som det behøves, og jeg ved ikke hvad der er værst, at føle at alle andre ved hvad de laver, og at man er den eneste der er blank. Eller at opdage at ingen aner hvad de laver, og at vi alle sammen raver rundt mellem hinanden i blinde, og bare gør vores bedste. Der er mange der snakker om at have imposter syndrome, på dansk kaldet svindlersyndrom (dejligt ord!), på arbejdspladsen, altså at man ikke føler at man har evnerne til at udfylde sit job, og én eller anden dag vil nogen opdage det og afsløre en.
Sådan har jeg det også, bare med det at være menneske og fungere i vores samfund. En eller anden dag så kommer der nogen og afslører, at det kan jeg slet ikke.

Jeg skulle heldigvis til psykolog dagen efter, og der snakkede vi meget om nuancer. For det er en af de ting jeg virkelig mangler, jeg ser alt i sort/hvidt, syg/rask, glad/deprimeret.
Og så er jeg kommet til et punkt hvor jeg ikke ved hvad der er "normalt" ubehag ved en situation, og hvad der er sygeligt.
Jeg har kæmpet med min psyke i forskellig grad i omkring 15 år nu, jeg har ikke nogen fornemmelse af hvordan det er, at være et helt normalt velfungerende menneske. For livet er svært for os alle sammen, men hvad er niveauet for ubehag der er helt normalt at føle?

Jeg mangler ganske enkelt nuancer i min måde at se og føle livet.
Men jeg tror måske det var godt at de to første dage, var de to ender af spektret. På den måde er jeg fra start af blevet bevidst om, at det her bliver en drøj omgang, og at jeg skal lære at lande på et middelniveau. Jeg skal begrænse ekstremerne i mig, for det er essentielt set, dem der gør at jeg lider så meget. Opturene er selvfølgelig fede, men de tager også meget energi, energi der så mangler når nedturene kommer.

Apropos energi er jeg startet på en hel røvfuld kosttilskud, og det har givet mig mere energi. Små opgaver virker ikke mere som bjerge, og min krop føles ikke mere som om den vejer et ton. Før føltes det som en fysisk hård opgave at stå op og bevæge mig rundt, simpelthen af mangel på energi.
I samme omgang er jeg begyndt at trappe mig selv ud af anti-depressiverne. Jeg fik mindste dosis, og de har aldrig været særligt effektive. Så nu er jeg meget langsomt kommet ned på en tredjedel af den dosis, ved først at knække pillerne og derefter tage en halv hver dag. Derefter gik jeg ned på en halv hver anden dag, og der er jeg nu. Næste trin er at stoppe helt. Jeg har intet mærket ved at trappe ned, vitterlig ingen reaktioner. Hvilket nok også skyldes at jeg er gået hysterisk langsomt frem.

Jeg har ikke fortalt min psykolog det, og jeg kommer heller ikke til det.
Min kære far sendte denne artikel til mig: Psykolog: Jeg jublede, da jeg blev ansat i psykiatrien. I dag forstår jeg ikke, jeg har været en del af det system, den er bag betalingsmur, men den er skræmmende aktuel og rammer virkelig plet. Den handler grundlæggende om problemerne i psykiatrien, at den er totalt styret af psykiatere, altså læger, som ser medicin som en løsning, ikke som et værktøj. Jonas Vennike Ditlevsen som har skrevet artiklen er selv psykolog, og hans pointe er at psykiatrien burde være mere tværfaglig, at man ikke kun skal fokusere på medicin.
Jeg er rørende enig, og netop derfor har jeg ikke fortalt min psykolog at jeg er i gang med at trappe ud, for selvom hun er psykolog og ikke psykiater, så er idéen om medicinens vigtighed så indlejret i hele psykiatrien, at hun muligvis godt kunne finde på at være imod det, og jeg orker ikke at tage diskussionen.