Ønskeresultater og angstanfald.

Nu er det et par uger siden jeg var til møde i jobcenteret. Og det var en stormfuld affære.

Jeg fik sagt fra, men det resulterede i at min sagsbehandler gjorde alt til min skyld. Det var min skyld at jeg ikke var i praktik endnu, det var min skyld at jeg havde "misforstået" hvad hun havde sagt (hun var ualmindelig klar i spyttet - der var ikke noget at misforstå), det var min skyld at det hele var blevet besværliggjort og det var især min skyld at tonen var så dårlig. For min mail, som jeg havde gjort mig meget umage med ikke skulle være fjendtlig, havde en tone hun SLET ikke ville finde sig i. Den var så grov, og jeg skulle nok kigge lidt indad og overveje om det var sådan jeg kommunikerede med andre, for det er der jo ingen der vil finde sig i. Jeg var rasende. Hun er den sidste der skal snakke om at være grov, hun har ikke lavet andet de to sidste år end at snakke ned til mig. Er der nogen der trænger til at kigge indad så er det edderfuckme hende (ja undskyld mit fransk). Jeg laver ikke andet end at kigge indad. Hvis jeg kigger mere indad så får jeg snart mine indvolde at se.

Men jeg fik praktikken. Min klare teori er at hun udmærket godt har kunnet se at jeg havde ret, og derfor er blevet truffet. Og fordi hun er et lille bitte, bittert menneske, så var hun ikke i stand til at indrømme at hun måske var gået over stregen, og derfor gik hun til modangreb.

Selvom jeg forlod mødet med mit ønske resultat, så nåede jeg dårligt nok rundt om hjørnet, før jeg fik er kæmpe panikanfald og måtte hentes. Ellers ved jeg ikke hvordan jeg var kommet hjem.
Jeg følte mig så nedslået, skældt ud og på randen til at opgive alt. Jeg havde virkelig en følelse af, at nu kunne jeg ikke mere. Jeg er så vred på det her system, så vred over at det ikke længere er til for at hjælpe mig, men mere til for at mistænke mig, umyndiggøre mig og på alle måder knække den sidste form for livsvilje. Jeg forstår godt hvorfor nogen går amok, og bliver voldelige overfor sagsbehandlere. 
Jeg siger ikke at det er ok, for selvfølgelig er det ikke det, men jeg forstår godt desperationen. Jeg føler den selv.

Men nu har en virksomhedskonsulent ringet, og det hele bliver sat i skred nu, så jeg skal forhåbentligt starte i praktik lige om lidt - og jeg har høje forventninger til det.