Jeg er startet i et forløb i psykiatrien, så jeg sparer omkring 350,- pr. uge nu, fordi det ikke er en privatpraktiserende. Det alene er ret fedt. Men jeg kan også rigtig godt lide min nye psykolog, hun har en mere praktisk tilgang til angsten. I sidste uge var jeg til et rigtig godt møde med hende. Vi snakkede om flere forskellige ting, men især nogle virkelig gode pointer om min sagsbehandler, tror jeg vil gøre en forskel.
Hun mindede mig om, at jeg også har en stemme i forløbet med jobcenteret. At selvom magtforholdet mellem min sagsbehandler og jeg er ulige, så behøver det ikke være 0/100, det må gerne være 40/60. Mine tanker om mit liv er også relevante, hun skal ikke bestemme alt, for hun ved ikke alt.
At være i et forløb i jobcenteret er enormt umyndiggørende og jeg føler virkelig afmagt og kontroltab. Jeg er i en virkelig sårbar situation, og jobcenteret ejer groft sagt min røv. Den sagsbehandler har total kontrol over hvad jeg kan, må og skal. Jeg har så lidt kontrol over mit liv. Hvis det ikke er umyndiggørende, så ved jeg ikke hvad det er. Og jeg har været slem til bare at smide mig om på ryggen, og gøre alt for at prøve at gøre hende tilfreds, simpelthen i frygt for hvad hun ville gøre hvis hun så sig gal på mig. Men jeg bliver nødt til at tage noget kontrol. Jeg kan ikke blive ved sådan her.
Hun vil gerne have et skema over mit liv, næsten ned til hver eneste toiletbesøg. Hun vil vide hvad jeg laver hjemme af praktiske ting, have en plan over at jeg skal tage flere og flere opgaver. Hun vil bestemme at jeg skal ud i offentlig transport 3-5 gange om ugen, ligeledes skal jeg handle ind 3-5 gange om ugen, og skrive alt ned. Jeg har udsat og udsat og udsat at lave det, og i sidste uge gik det op for mig at det er fordi jeg finder det enormt grænseoverskridende og invasivt. Jeg synes virkelig ikke det rager hende, og så skal hun i øvrigt ikke bestemme hvad jeg gør eller ikke gør for at eksponere mig selv for angsten, det er noget jeg skal ordne i samarbejde med min psykolog.
Desuden er det fuldstændigt ubrugeligt at lave sådan et skema, da det ikke viser noget som helst om hvad jeg kan og ikke kan. For det første fordi det svinger ekstremt meget fra måned til måned, den ustabilitet (som er mit største problem), har hun stadig ikke accepteret. For det andet fordi hvad jeg laver i min fritid, ikke siger noget om hvad jeg kan på et arbejde. Og hvor mange gange jeg tager opvasken, det synes jeg gælder ind under hvad man gør i sin fritid.
I sidste uge besluttede jeg, at jeg ville lave et skema over det jeg synes var rimeligt, og så sige blankt nej til mere. Stå fast på at jeg godt må sætte grænser - og her er min grænse nået.
Så i går satte jeg mig for at lave det skema, da jeg skal til møde med hende på mandag. Men da jeg genlæste de ting hun vil have, så syntes jeg faktisk ikke noget af det var rimeligt, men jeg blev også i tvivl om, om jeg mon var for sart. Så jeg ville spørge kærestemanden hvad han syntes.
Jeg kunne godt mærke at det strammede lidt i halsen, så snart jeg åbnede Word for at lave det, men jeg tog det ikke for mere end den almindelige øv-følelse, jeg får når jeg beskæftiger mig med noget som helst fra jobcenteret. Da jeg begyndte at forklare kærestemanden hvad det handlede om, afbrød han for at stille det helt rimelige spørgsmål, om det virkelig var sent om aftenen jeg skulle rode med det.
Jeg lukkede helt ned, han afbrød min tankestrøm, og fordi jeg åbenbart var meget mere presset af det end jeg troede, så lashede jeg fuldstændig ud og råbte af ham og begyndte at græde.
Jeg kunne heldigvis med det samme se at det slet ikke var en ok reaktion, så jeg skyndte mig at undskylde og forklare hvor presset jeg var.
Det overraskede mig virkelig, at jeg reagerede så voldsomt, det eksploderede fuldstændig i mig. Så nu har jeg besluttet at jeg skriver en mail til sagsbehandleren og forklare hvorfor jeg ikke laver skemaet, så skal jeg ikke til at forklare det på mandag når jeg skal til møde med hende.
Der er en risiko for at hun så nægter at give mig den praktik, hun selv bad mig finde, men det må jeg så ofre, selvom jeg virkelig gerne vil den. Det er vigtigere at sætte denne her grænse, at sige fra. Hvis hun flipper for meget, så beder jeg om en ny sagsbehandler. Nu har jeg måtte trækkes med den samme i to år - TO ÅR! Og fra første møde kunne jeg ikke lide hende, og jeg har følt mig dårligt behandlet ved hver eneste møde, selv når jeg har været enig i det hun sagde. Jeg måtte hyre en bisidder for at hun fucking begyndte at følge reglerne, ellers havde hun lempet mig ud i en delvis raskmelding for 1,5 år siden, i sommeren '18 som var den værste sommer i mit liv. Jeg tror aldrig jeg har haft det så slemt som jeg havde den sommer på grund af optrapning af lamotrigin (som efterfølgende er den medicin der har hjulpet mig mest - men det var et helvede at optrappe).
Jeg er spændt på hvordan hun reagerer, og hvad der sker. Men grænsen er nået, nu siger jeg stop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar