Gylden følelse i maven.

I nat gik jeg hjem med en gylden følelse i maven af at folk faktisk kan lide mig. Det kan lyde mærkeligt måske, men jeg har altid været i tvivl om folk vitterlig kan lide mig, eller om de bare lader som om af høflighed. Men i nat var jeg altså i nogle sociale situationer, hvor det folk sagde, gjorde indtryk på mig. 
Og faktisk overbeviste mig om at den er god nok, der er nogen der godt kan lide mig.

Jeg tror lidt, jeg opdagede at jeg også figurerer i andres verden, selvom vi ikke er sammen. Hvis det giver mening? At andre ser hvad jeg skriver, ved at jeg findes, husker ting jeg har sagt og gjort, ting jeg måske endda ikke selv husker. At jeg gør indtryk på andre på forskellige måder, ligesom de gør indtryk på mig. Det gør vi jo selvfølgelig alle sammen på kryds og tværs, men jeg tror jeg på en eller anden måde opdagede det i går, eller i hvert fald blev bevidst om det.

På en eller anden måde føles det som om, at jeg findes mere af den grund. Vi eksisterer vel i kraft af hinanden, men jeg har nok altid tænkt mig selv som meget alene-stående. Ubevidst har jeg set mig selv som adskilt fra andre, måske endda lidt adskilt fra hele verden.
Som om verden og alle andre er én ting, og jeg er en entitet for mig selv, en væren adskilt fra alt andet. Men det er jo ikke sandt, vi ér alle sammen forbundet.