Når huden er for lille.

Det er ret slemt for tiden. Nogle gange får jeg lyst til at skrælle huden af mig selv, fordi den er svær at være i. Jeg er flyttet deltid hjem til mine forældre, fordi jeg simpelthen ikke kan tåle at være alene i hverdagene, imens kæreste-manden er på arbejde.
Jeg kan ikke holde mig selv ud i så lang tid af gangen, og jeg kan ikke distrahere mig selv fra mig selv. Når jeg er alene, så kan jeg ikke overdøve mig selv og de følelser af ligegyldighed og håbløshed, som griber mig. Jeg sumper sammen, og vender alting indad, og så er det at min hud bliver for lille og jeg får lyst til at skrælle den af. Jeg får øjeblikke, hvor jeg bliver grebet af desperation over at jeg ikke ved hvad, jeg skal gøre. Jeg synes jeg halter mig igennem minut for minut, uden udsigt til noget som helst.
Faktisk synes jeg kun det hele er blevet værre, men det er også coronaens skyld.

Jeg har haft en ret forsinket reaktion på det hele. I starten var jeg positivt overrasket over, at jeg ikke reagerede mere end jeg gjorde, men jeg skal love for, at reaktionen er kommet senere.

Mit selvhad er også vokset, jeg ser kun fejl når jeg kigger i spejlet, og jeg føler mig ofte ligegyldig.

Jeg har også gode øjeblikke, men de er netop det - øjeblikke - hurtigt overståede. Mine følelser bølger meget op og ned, og skifter gerne mange gange i løbet af en dag. Men den overordnede følelse, min grundfølelse for tiden, er tristhed.