For at citere Tjekhov ...

De sidste to-tre dage har jeg følt mig mere og mere trist. Det hele føles lidt ligegyldigt, jeg mener, selv når hele denne her virus-krise er overstået hvad så? 

Jeg har igen de der følelser af ligegyldighed for fremtiden, men jeg i går havde jeg et øjeblik, hvor jeg faktisk var bevidst om at jeg ikke altid har det sådan. Det er nyt.

Men jeg føler mig meget egoistisk for tiden, selvoptaget. Min lunte er kort og jeg får stik af angsten.
Jeg er overrasket over, at jeg ikke har reageret stærkere på ikke at komme til psykolog end jeg har, men jeg kan godt mærke at det mangler.
Jeg svinger mellem at glemme at der overhovedet er noget galt (i forhold til coronaen), til at blive pinligt bevidst om at hele samfundet er smeltet sammen om ørerne på os.

Jeg gør mit bedste for at holde mig underholdt. Jeg læser og hækler på livet løs, det sidste endda nok til at give mig ømme fingre, men det kan ikke altid holde bølgen af tristhed væk.

Jeg har svært ved at være i min krop når det er sådan her. Jeg har på én gang uro, trykken i brystet og lyst til bare at kravle i seng. Jeg har svært ved at komme udenfor, og jeg har ingen lyst til det, også selvom jeg ved at det er uendeligt godt for mig.