Fanget.

Regeringen har jo forlænget lockdown af Danmark til d. 13. april, og det ramte mig overraskende hårdt. Jeg har svært ved at komme af med følelsen af at føle mig fanget.
Det at jeg ikke kan gå på café, gå ud og drikke et par øl om aftenen, alle de her ting, det gør at jeg vil det endnu mere end jeg plejer.
Men det er ikke bare det, jeg føler mig som en husfange, og der er ikke engang gået to uger.

Det føles som om at det ikke er ok at have det svært med det her. Jeg mener, de fleste af os er enormt priviligerede herhjemme med alle vores muligheder for underholdning, vi kan handle ind, og der er mad nok, og vi kan kontakte vores kære med telefoner og internet.
Det virker fjollet at have det svært, men det har jeg. De sidste to dage har jeg haft en trykken i brystet, en let følelse af angst.
Jeg gør mit bedste for at slå det ned, og i dag går det bedre end i går. Men det er svært for mig ikke at føle mig fanget. Og jeg ved godt at jeg godt må gå ud, og få lidt luft så længe jeg passer på. Det gør vi også hver aften. Vi har fået en rutine med at gå i Skydebanehaven og høre solsorten synge godnat.
Det hjælper, men jeg har det stadig svært. Jeg føler mig som en fange, der får udgangstilladelse.

Jeg tror også en stor del af det, er usikkerheden. Dels usikkerheden med hvordan det vil gå hele landet, hvornår bliver det hverdag igen? Hvordan vil det hele starte op igen? Hvordan bliver vores hverdag påvirket af det her fremover? Der er så mange spørgsmål.
Men sagen er også at selv før det hele lukkede ned, der vidste jeg ikke hvordan min fremtid så ud.
Min praktik var planlagt til at slutte d. 3. april, og jeg ved ikke hvad der så skulle ske bagefter.
Så jeg aner ikke hvad jeg kommer tilbage til, når karantænen bliver hævet.
Så jeg har dobbelt op på usikkerhed. Og usikkerhed er virkelig usundt for mig - og så oven i følelsen af at være fange i eget hjem.