Accept af det hele.

Jeg har tænkt meget over accept på det sidste, min egen accept af tingenes tilstand altså. At jeg ikke kommer nogle vegne ved at føle mig uretfærdigt behandlet af systemet, af medicinen, af min krop, af mit sind, af universet, af det hele.
Jeg bliver nødt til at acceptere at det er sådan mit liv er, at det ikke ved et trylleslag bliver anderledes. Jeg er som jeg er, og mit lod er åbenbart, at jeg er nødt til at kæmpe mere end gennemsnittet.
At acceptere at det er som det er vil måske hjælpe mig til at bruge mere energi på at gøre det bedre og mindre energi på at have ondt af mig selv.
Jeg øver mig også stadig i at tage imod hjælp og ikke få dårlig samvittighed over at spørge om den. Det at formulere en besked om at jeg har det dårligt, er ekstremt svært i situationen. Det er som om at alle ord forsvinder fra mit hoved, jeg kan simpelthen ikke skabe en sætning der giver mening. Så jeg tror jeg vil lave en standard besked, som jeg kan kopiere og sende. En basis besked der giver den mest nødvendige information. Så skal jeg ikke prøve at fange ordene der åbenbart nægter at blive i mit hoved.

Jeg bliver også nødt til at acceptere, at jeg ikke pludselig vil tabe 30 kg og se ud som jeg gjorde for 10 år siden. Jeg er snart 30, mit stofskifte er ikke som da jeg var 20 det er normalt at have sværere ved at tabe sig jo ældre man bliver. Trylleslaget vil heller ikke pludselig ramme her. Derudover bevæger jeg mig bare ikke nok, jeg prøver, og jeg må acceptere at jeg prøver så meget jeg kan. At det tydeligvis ikke er nok til at tabe mig, men at det er godt nok. At gøre mit bedste er godt nok.
Det samme med mad i stedet for altid at have dårlig samvittighed over hvad jeg spiser, faktisk i det hele taget det faktum at jeg spiser, det fører ingen vegne.
Jeg bliver ikke tyndere af at hade mig selv.

Det er sindsygt svært at acceptere tingenes tilstand på den måde. Og det skal understreges at accept ikke er at stå til, og stoppe kampen. Det er ikke fordi jeg så holder op med at prøve fordi det er som det er. At acceptere det betyder, som sagt, at holde op med at have ondt af mig selv fordi mit liv er, som det er at fokusere min energi på at gøre det bedre i stedet for.