Selvmodsigende, men velovervejet.

I går havde jeg en af de helt store ture. Den slags angst hvor jeg skreg, og slet ikke kunne være i det eller i mig selv. Mine lunger pumpede, men det føltes som om det var den samme luft der bare blev pustet ind og ud, som om jeg slet ikke optog noget ilt.
Det forhindrede mig i at komme til psykolog, hvilket næsten er det værste.
Jeg føler mig handicappet og hæmmet af angsten for tiden, den føles meget dominerende de her dage.
Dog er jeg stolt af, at jeg kom ud af det igen selv, at jeg ikke tog den risolid jeg var fristet af.
Jeg talte ting med ansigter i stuen, og til sidst kunne jeg mærke at jeg ikke hyperventilerede mere, at mine lunger optog ilt og at jeg ikke ville blive kvalt af angst.

Det kan virke kontraintuitivt, men jeg har besluttet at jeg til foråret vil trappe ud af mine anti-depressiver. Jeg har været på psykofarmaka i otte år nu og jeg kan ikke blive ved. Jeg ved ikke hvad der er mig, hvad der er medicinens virkninger, hvad der er bivirkninger, og hvad der er symptomer.
Desuden er jeg ikke deprimeret mere, jeg har været det, men nu er angsten jo mit "eneste" problem. Jeg føler mig så pumpet op på kemi, og jeg orker det ikke mere. Jeg gør det selvfølgelig i kontakt med min psykiater og hellere for langsomt end for hurtigt.
På lang sigt ville jeg også gerne af de angst-dæmpende, igen kan det virke kontraintuitivt, men jeg kan ikke holde det ud. Desuden er det kun de stemnings-stabiliserende der for alvor har gjort en forskel, og dem har jeg selvfølgelig tænkt mig at fortsætte med. Men for mig gør det en kæmpe forskel hvis jeg kunne komme ned på ét præparat i stedet for tre. Tre slags medicin hver dag er for meget. Desuden er jeg jo nu omsider i et forløb ved siden af der gør en forskel for mig.
Min psykolog nu er den første der har gjort en forskel.

Desuden har jeg søgt om en støtte-/kontaktperson, en mentor, hjælper, something. En der ved hvad angst er og som kan være en støtte i hverdagen. En der kan komme og følge mig på den ene eller anden måde når jeg ikke kan komme ud alene. En der kan aflaste mine pårørende, så de kan være pårørende og ikke plejere for mig. Jeg kan ikke blive ved med at slide på dem.
Min sagsbehandler mener ikke at jeg er i målgruppen for det, men hun ville dog søge om det. Det er vel altid noget. Hvis jeg ikke kan få hjælp fra kommunen, så må jeg finde noget andet. Jeg har brug for hjælp.
At ville stoppe med medicinen kan virke selvmodsigende og måske endda direkte dumt, men I må forstå at medicin der ikke gør hvad det skal, kan være med til at forværre både symptomer og generel livskvalitet. Og jeg bliver nødt til at rykke ved noget nu. Jeg føler jeg er gået i stå og at jeg bare går og venter på at mit liv skal starte. Men mit liv er lige nu og her og jeg er træt af bare at overleve. Jeg vil leve rigtigt og jeg tror ikke på at jeg kan det hvis jeg er fyldt med medicin resten af mit liv.
Jeg kan ikke alt det kemi-mudder mere.