Hvorfor hedder det barnløs? Jeg vil kalde det barnfri.

Jeg har gået og tygget på noget i et stykke tid, som falder lidt udenfor de sædvanelige emner jeg beskæftiger mig med her på bloggen. Men det er min blog, om hvad der sker i mit hoved, så i virkeligheden er alting indenfor emnefeltet. For der sker satme meget i mit hoved.

Men det jeg gerne vil skrive lidt om er børn.
Jeg har aldrig villet have børn, jeg har aldrig haft behovet eller lysten til det.

Men det at jeg siger, at jeg ikke har lyst er åbenbart nok til at provokere nogen. Hvis jeg fik en krone for hver gang nogen har klappet mig overbærende på armen og sagt at jeg jo nok skifter mening når jeg bliver ældre, så ville jeg ikke behøve nogensinde at arbejde.
Af en eller anden grund er det ofte mænd der synes de skal blande sig i hvad min livmoder skal bruges til. Mandlige venner der lettere nedladende prøver at få mig til at indrømme at jeg jo i virkeligheden er helt fuzzy indvendig ved tanken om børn. Når jeg siger at jeg ikke er interesseret i børn, får jeg et overbærende blik og et "jaja, hvis du siger det".  Hvis jeg viser den mindste interesse for børn, så står folk omkring mig med sejrsminer: "HA! DU KAN GODT LIDE BØRN!" - nej, men måske er det fordi jeg ikke er sociopat og godt kan finde ud af at opføre mig menneskeligt.
Jeg kan godt more mig over børn, de siger sjove ting og er nogle gange virkelig underholdende. Men hver gang jeg er sammen med venner eller families børn, uanset hvor meget jeg hygger mig, så er jeg bare lykkelig for, at jeg ikke skal have dem med hjem.

Og hvad så hvis jeg skifter mening om at få børn? Så må jeg jo selv sluge mine ord og muligvis kløjes i dem. Jeg ved ikke hvad der sker om et år - om fem år - om 10 år. Måske sidder jeg i en hytte i et træ i Sverige, måske er jeg blevet kvægpasser i Argentina eller måske sidder jeg i et pænt hus et sted på Vestsjælland. Hvem ved?
Det eneste jeg ved, det eneste jeg kan udtale mig om, er nuet og fortiden - og jeg har ingen lyst til at formere mig og har aldrig haft det.

Det folk ikke forstår er, at jeg aktivt ikke vil have børn, jeg er ikke ligeglad med om jeg får dem eller ej, jeg vil aktivt ikke have dem. Og hvad mere er, jeg tror det ville være en dårlig idé. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare det pres det er at få et barn.

Jeg ville da sikkert elske min unge fuldstændigt i stykker, som de fleste mødre gør, og jeg ville sikkert gøre alt der stod i min magt for at omtalte unge skulle få det bedste af det bedste her i verden.
Men jeg er ikke sikker på. at det der står i min magt er nok til at give et barn en ordentlig opvækst.
Jeg tror aldrig jeg når et punkt hvor jeg kan tage mig så meget af mig selv, at det er en god idé at jeg også skal tage mig af et andet menneskeliv.
Måske hvis jeg virkelig ville det, så ville jeg kunne tilsidesætte mig selv nok til at kunne, men jeg vil det ikke. 

Grunden til at jeg overhovedet skriver om det er, at det af en eller anden grund, er noget rigtig mange har rigtig svært ved at acceptere. Og jeg forstår ikke hvorfor.
Kvinder der aktivt vælger ikke at få børn bliver lidt set mangelfulde. Som om man ikke er komplet, før man er blevet mor. Men sikke en omgang (undskyld mit fransk) fucking vrøvl.
Hvorfor i alverden skulle man ikke kunne finde mening med livet på andre måder end ved at formere sig? Hvorfor skulle det eneste rigtige være at få børn? Rent biologisk er det, det vi er her for. Men nu er vi som art nået langt nok til, at vi også kan vælge at gøre andet med vores liv, hvorfor skulle det så være forkert?

Jeg får pest i hårrødderne hvis jeg én gang til skal høre en nedladende og overbærende stemme sige at jeg bliver klogere og skifter mening når jeg bliver ældre.
Heldigvis er jeg 30 nu, det vil sige tiden rinder lige så stille ud for mig, og så holder folk vel for hulen op med at blande sig i min livmoder.