Corona overstået og overlevet.

Så ramte coronaen også os, det er lige før jeg tror, at alle nok kommer igennem den på et tidspunkt. Heldigvis er forløbene lettere for os med vacciner. Vores forløb var i hvert fald ikke andet end en forkølelse, et par dage med ondt i krop og hoved og enorm træthed, men så blev det bedre dag for dag.
Og i morgen kan vi bryde isolationen! Hurra!

Vi har sneget os ud til et par gåture, ikke rørt håndtag og så direkte ud i bilen og ud til et øde sted, så vi ikke skulle gå op af andre mennesker. At få en mundfuld luft og lidt solskin er vederkvægende for sindet og kroppen. Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive bims af vinteren. De par solskinsdage der har været på det sidste, har været virkelig tiltrængte, jeg har det som om jeg ikke kan se rigtigt i det her skumle lys. Jeg har lyst til at tænde projektører over det hele for at kunne SE NOGET.
Ellers har vi forsøgt at tænke på det som en lille mini-ferie, set en masse film og sovet i halve døgn. Alt taget i betragtning har det været helt ok. Folk omkring os har været utroligt søde og hjælpsomme 💓

Jeg har jo glædet mig som et lille, tykt barn glæder sig til kage, til at starte i et skriveforløb hos OPUS, men jeg har misset de to første gange på grund af coronaen. 
Faktisk har det værste ved coronaen været timingen! Jeg fandt ud af at jeg var smittet om aftenen, en TIME inden vi skulle have været på Chicky hvor jeg havde arrangeret et lille surprise party for mandefyren der fyldte 40. Jeg havde arrangeret at hans favorit var dagens ret, og at en håndfuld af de nærmeste ville møde op. ÈN FUCKING TIME INDEN måtte vi aflyse! Jeg har sjældent været så bitter over noget som helst.
Lige da der begyndte at skulle ske noget i mit liv, BANG så fik jeg selvfølgelig corona. Hvorfor ikke i alle de måneder sidste år, hvor jeg alligevel bare sad på min flade og ventede?!
Men det var der jo ikke noget at gøre ved, så nu er jeg bare lykkelig over at jeg kan komme ud i verden i morgen. Selvom det faktisk føles grænseoverskridende. Ifølge alle regler og råd, så må vi gerne og burde være safe, men min hjerne bliver ved med at hviske "hvad nu hvis".