Overvejelser om et årti.

Mange laver opslag med billeder af sig selv fra 2009/2010-2019/2020 for at vise hvilken forskel et årti gør. Og et årti gør meget. Nogle gange alt for meget, nogle gange alt for lidt.
Jeg er ikke den samme som jeg var for 10 år siden, men det er de færreste af os nok.

Mit 2009 billede er mig på min 18 års fødselsdag i London. Jeg husker det som en perfekt dag og en perfekt tur. Det var dengang teater stadig var nemt. Dengang jeg havde et mål og noget jeg virkelig, som i VIRKELIG, brændte for. Alt handlede om scenen og vejen op på den.
Jeg ved at tid obskurer tingene og jeg ved at jeg husker forkert, men jeg husker det som værende nemmere, simplere.
Jeg ved at jeg havde kriser, selvskade og smerte i læssevis, men den er blevet udvisket af alt det andet. Og måske er det i virkeligheden det tid gør. Den heler ikke alle sår, den udvisker dem.

For 10 år siden troede jeg at jeg havde det svært, og det havde jeg også. Men jeg kan ikke lade være med at se ned på fortids-mig, for hun tror at hun har det hårdt, men hun aner ikke hvad der venter hende. Hun ved intet om de lammende depressioner, den skrigende angst og livet der går i stå.
For jeg føler egentligt at mit liv gik i stå. Ikke i 2009, men omkring 2011-2012 da tingene for alvor begyndte at gå op i sømmene. Det var der det gik i stå.
Alle (inkl. min psykolog OG mig selv) siger at jeg ikke skal måle tingene på de samme parametre som andre gør, at jeg er nået så langt siden dengang.
Og det er rigtigt. Men hvad hvis det ikke var gået galt dengang? Hvad hvis jeg ikke var blevet så syg? Hvad hvis jeg kunne have fortsat som 18-19 årig med samme gejst og samme kræfter som andre 18-19 årige? Hvor havde jeg mon så været i dag?

Jeg kan ikke lade være med at, på nogle områder, at føle at de sidste 10 år har været "spildt". Det ved jeg godt at de ikke er. Jeg har flyttet mig lysår siden dengang.
Jeg har opnået meget jeg aldrig troede jeg ville opnå, men jeg har også måtte ændre planer mange gange undervejs, og jeg er sikkert ikke færdig med at lave u-vendinger og køre i rundkørsler.
Og jeg ved godt at det er sådan livet er, og at man ikke nødvendigvis får hvad man ønsker sig. Men jeg tror måske bare at jeg for alvor har opdaget at jeg ikke får en tur til i karrusellen. Når det her liv er slut, så tror jeg ikke på at der kommer flere eller andre slags liv. Jeg tror at når kontakten bliver slukket, så forbliver der slukket. Og gudskelov egentligt.

Men for 10 år siden kunne jeg gå i skole på fuld tid og lave teater ved siden af. Have lange intensiv-perioder op til en premiere og derefter spille forestillinger 3-4 dage i træk. Jeg havde overskud til at lede efter, og lave filmarbejde, og jeg havde et socialt liv ved siden af. Det er svært at se min nuværende tilstand som andet end et tilbageskridt.
Og det er jo fordi at jeg skal se på mit fremskridt siden dengang i 2011/2012 hvor filmen knækkede og jeg brugte hele dage på at ligge og kigge ind i en hvid væg, og finde den for stressende, uden at spise eller drikke. Men så igen... Det var jo efter dét at jeg fuldførte en BA, så hvorfor er jeg nu her hvor jeg får panikanfald af at gå ud af min lejlighed?

Det er nogle gange svært at acceptere.