Jeg forsøger at skrive et brev til en person fra min fortid, der har påvirket mig meget mere end jeg troede. Jeg kommer aldrig til at sende det, det er udelukkende for min egen skyld.
Men det er virkelig svært, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.
Det er en person jeg heldigvis ikke har set i mange år, og som jeg ikke har noget som helst behov for at se igen. Men min psykolog mener at jeg mangler en konfrontation med vedkommende, og jeg tror hun har ret. Jeg fik aldrig sagt ordentligt fra, overfor de ydmygelser og ubehageligheder jeg blev udsat for.
Jeg fik aldrig sagt rigtigt nej.
Det stoppede uden nogen speciel grund, det gled ligesom bare ud. Dengang var det en lettelse, og jeg havde ikke behov for at tage den store konfrontation. Da jeg flere år efter mødte vedkommende i en festlig sammenhæng, så jeg ingen grund til at skulle til at tale ud af posen med alkohol i blodet hos os begge to. Det ville være dømt til at gå galt.
Så nu sidder jeg her og skal tage konfrontationen på papiret. Jeg tror det er en god måde at gøre det på, jeg kan tænke over tingene, tænke over mine formuleringer og i den grad være ærlig uden hensyn.
Men hvordan får man lige hul på det? Slørede barndomsminder og følelser der har ligget latent i mange år. Følelsen af afmagt og kontroltab som der er ved at blive behandlet dårligt uden at sige fra.
Følelsen af frustration over at intet hjalp, uanset hvor stor indsats der blev sat ind fra forældre og lærere. Følelsen af ydmygelsen og ked-af-det-hed over at have ladet mig behandle sådan i så mange år. Følelsen af vrede mod personen der manipulerede alle omkring sig, inklusive mig, til at tro at vi var venner.
Min psykolog mener at jeg i det hele taget mangler noget vrede i mit liv. Det lyder måske mærkeligt, men det giver mening. At blive vred over angsten, depressionerne og alt det andet, ville give mere energi til at kæmpe imod. Jeg var vred i mine teenageår over det overfald jeg blev udsat for, men da jeg kom mig over den vrede, så forsvandt der meget vrede fra mig. Jeg er klart mindre hidsig end dengang, jeg bliver mere ked af det, når vrede måske ville være en mere passende reaktion. Jeg har altid set det som at jeg er blevet bedre til at styre min vrede, men måske er det mest fordi vreden er forsvundet for meget for mig.
Men hvordan øver man sig lige i at blive vred igen? Og hvor ironisk er det ikke for en, der i dén grad var eksploderende hidsig som barn?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar