For første gang i årevis er jeg faktisk i julehumør, sådan rigtigt ægte julehumør. Jeg troede jeg havde mistet evnen.
Som man tidligere har kunne læse, så har jeg været Grinchens mindre grønne (og mindre pelsede) kusine i en del år efterhånden. De sidste 10 år rundt regnet, har jeg kunne overskue julen mindre og mindre. Men i år kan jeg for første gang, ikke bare overskue, men decideret nyde udsigten til jul.
Jeg havde egentligt glemt hvordan det føles.
Sidste år meldte jeg mig ud af hele gaveræset på grund af en tandlægeregning, og det tog overraskende meget af presset af, så i år gjorde jeg det samme. Men jeg er endt med at melde mig ind igen så at sige. Jeg ærgrede mig over, at der ikke ville være nogle gaver fra mig under træet. Og jeg gik og planlagde, hvad jeg ville give folk omkring mig. Så efter min familie godkendte at jeg var med i legen igen, så begyndte jeg at købe gaver. Og på rekordtid har jeg fået købt næsten alle sammen. Jeg mangler én lille ting, så er gavesækken fyldt med ting der passer til budgettet, og som jeg faktisk tror de vil kunne lide. Og så har jeg set julefilm så det står efter, i år var endda året hvor jeg for første gang har set Love, Actually. Romantik og jul på én gang, måske jeg skulle nævne det for min psykolog 😂
Jeg tror julen på mange måder blev forpligtelser for mig efter depressionerne og senere angsten for alvor, begyndte at slå rod i mig. Jeg følte at jeg skulle være glad og nyde juletiden, det er jo tiden hvor man hygger med dem man elsker, og jeg hyggede mig bare ikke.
Jeg fik dårlig samvittighed (som jeg altid gør) over at jeg ikke bare kunne 'tappe ind' i hyggen og smilene. Smilene føltes forkerte på mit ansigt og jeg var bare ked af det - surprise, det er det depressioner har det med at gøre. Men jeg følte, at det var mig der var forkert og at det var for dårligt af mig at jeg ikke kunne.
Sidste jul havde jeg jitters og angst, det kriblede og jeg skulle passe på min vejrtrækning. Men der var jeg blevet god nok til at fortælle det og bare bede om at få lov at sidde i en lænestol, og ikke blive snakket til og ikke skulle tage stilling til noget. Det fik mig til at falde ned, og jeg kunne være med igen. Men julen har bare været for overvældende. Alt det man skulle nå, alle de forventninger som jeg selv havde til hvad der skulle nås, og forventningen om at jeg ville kunne opnå min barndoms jul.
At julen kunne blive lige så spændende og magisk som da jeg var barn. Men jeg tror de fleste ændrer tilgang til det når de bliver voksne. Der er mindre tro på julemanden og man kan godt tage en lur mellem maden og gaverne, thi da ved man at man er blevet voksen.
Jeg øver mig at dæmpe forventningerne til hvad jeg kan, og især at droppe den dårlige samvittighed.
Min psykolog har, siden jeg startede, hver uge sagt at jeg er for hård ved mig selv. Alt er blevet bedre siden jeg startede hos hende. Fra første gang jeg var der gjorde det en forskel, uden at jeg kan sige hvorfor.
Og i år sover min indre Grinch altså og lader mig at nyde julen med alt fra cheesy julefilm til Wham! til gaveindkøb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar