Frygt for fremtiden.

Jeg ser min psykolog en gang om ugen nu og det fungerer faktisk. Jeg har første gang længe haft en hel uge uden komplikationer. En hel uge hvor jeg ingen angst havde, hvor jeg kunne stå op og gå ud ligesom alle andre.
Men sådan en uge sætter tanker i gang, og er der noget vi angst-ramte kan, så er det at tænke alt ihjel.
Nu går det lige så godt, så mit hoved skynder sig at gå i gang med at prøve at ødelægge det. Jeg begynder at overtænke situationen og blive bange for den og for hvad den betyder.
For når det går godt, så går det jo godt i min praktik, går det godt i min praktik, så skal jeg af sygedagpenge, og selvom det er drømmen at komme ud af systemet, så betyder det at jeg skal ud på det store, stygge arbejdsmarked og klare mig selv. Og det er cirka her, at min hjerne nedsmelter.

For vi ved alle sammen at arbejdsløsheden blandt akademikere er høj, og jeg har endda ikke engang en kandidat, men er "kun" bachelor (hvortil min psykolog tørt jokede, at jeg så er billigere i drift). Jeg har en alder hvor det forventes at jeg skal have børn indenfor den nærmeste fremtid, og et køn der gør at arbejdsgivere med det samme ser ordet barsel stemplet ud over en evt. ansøgning, selvom det ikke på nogen måde er aktuelt. Jeg har aldrig haft fast arbejde og mit felt er blødt, kreativt og humanistisk. Kort sagt så har jeg et par ting imod mig. 

Og så har jeg endda ikke engang nævnt at jeg ville have skånebehov og muligvis aldrig kommer op på fuld tid. Min stakkels overtænkende hjerne får jo åndenød bare ved at prøve, at overskue hvor meget den skal overtænke.