Lige for tiden er min hverdag er noget med ophovnede øjne efter gråd. Min hverdag er drænet for energi og hård at leve med. Den er kvalme og sult på én gang fordi medicinen har forvirret min krop så meget at den ikke kan kende forskel på tingene mere. Min hverdag er at se på alle andre og ikke fatte hvordan de får deres hverdag til at være tålelig og den er frygten for aldrig at kunne bestride et normalt job. Min hverdag er det mentale billede af mine underarme og lysten til at ødelægge dem. Den er den totale mangel på evne til at gøre ting jeg ikke har lyst til og den er angst, panik og angsten for angsten. Min hverdag er gang på gang at skulle minde mig selv om at det hele ikke er så råddent som det føles, at huske mig selv på at der også findes gode dage ind i mellem.
Som skrevet tidligere så har vinteren ramt mig virkelig hårdt. Jeg har depressions-symptomer og angsten for at gå ud er meget dominerende.
Men jeg er startet hos en psykolog der faktisk ikke lever op til mine tidligere erfaringer med psykologer. Hun hører efter hvad jeg siger (hvilket desværre ikke er en selvfølge), hun omformulerer de ting jeg siger, så jeg kan høre dem med nye ord. Hun stiller kritiske spørgsmål og hun sætter i dén grad tanker i gang. Jeg tror faktisk at hun kan gøre en forskel for mig på længere sigt. Og derudover ligger hun så tæt på, at jeg kan gå derhen. Bevares jeg er blevet fulgt de to gange jeg har været der, men når jeg engang kan selv, så er det i det mindste nemt at komme dertil.
Sidst lavede vi en øvelse hvor jeg skulle skille siderne i mig ad. Hun satte tre stole op og så skulle jeg flytte mig imellem dem når jeg skulle tænke og formulere mig som de forskellige sider. Én stol var hende der godt kan, hende der tror på tingene, håbet om at det kan blive bedre. Den anden stol var hende der mener at den første er naiv, at erfaringen jo siger at det går galt, så derfor vil det gå galt igen, hun er hende der ikke tror på at det kan blive bedre. Den sidste stol var så "mig", der skulle jeg se på de to sider som adskilte og få overblikket over dem.
Først var det spøjst at flytte fra stol til stol, og jeg tror at jeg ville have syntes det var komplet latterligt, hvis nogen havde udsat mig for det før i tiden. Men da jeg kom over følelsen af fjollethed, så gav det faktisk rigtig meget mening for mig. Jeg fik distanceret mig fra det hele og fik faktisk mere overblik. Det blev nemmere at forstå rigtigt at jeg ikke er angst, jeg har angst.
Men problemet med ikke at kunne gå ud af døren er meget dominerende og problematisk. Jeg kan godt så snart nogen følges med mig. Nogle gange er det sværere end andre gange, men for det meste er det muligt når jeg ikke er alene. Men når jeg er alene, så bliver det næsten umuligt.
Som nu, jeg skal bare ud og gå en tur, måske finde noget frokost og ellers gøre hvad jeg har lyst til. Men jeg har gået i cirkler om det i 2,5 time nu, som katten om den varme grød.
Skridtet med at gå ud og tage støvler på føles helt umuligt, for så ved jeg at næste trin er den skide dør. Alt i mig stritter imod. Det er så åndssvagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar