Men idag var jeg god til at sige til mig selv at jeg skulle afsted, at jeg ikke dør af angsten, at det er ok at det er ubehageligt, hvis jeg overlever ubehaget nok gange, så bliver det mindre.
Jeg argumenterede, kæmpede, trak vejret, besluttede mig for at angst-siden af mig ikke skulle have lov at vinde. Jeg huskede mig på at det er uholdbart og at intet bliver ændret hvis jeg ikke ændrer mine handlinger.
Jeg bliver nødt til at trodse angsten, ellers kommer jeg aldrig videre. Det føles bare så naturstridigt at gøre det stikmodsatte af hvad min krop fortæller mig. Min krop sender mig alle signaler om at det er farligt at gå ud, og vi er indrettet til at høre efter frygt. Det er det der holder os i live.
Men forskellen på frygt og angst er jo, som jeg sikkert har nævnt før, at angsten er irrationel. Der er jo ikke noget farligt ved at gå ud, og det ved jeg jo godt - i min intellekt. Min krop og mine følelser ved det ikke.
Jeg var ikke kommet afsted hvis jeg havde været alene tror jeg, men jeg fik hjælp. Min søde kæreste kørte mig og holdt mig i hånden på vej ind. Og så blev det jo helt fint at være her.
Det er den der latterlige "start".
Men jeg er stolt. Virkelig stolt. I stedet for at give efter for gråden, så holdt jeg den inde. Jeg distraherede mig selv. Vi sad i bilen og snakkede om Aladdin tegnefilmen, bare for lige at fjerne mine tanker fra, at jeg skulle ind ad døren til praktikstedet. Jeg fik gråd i halsen så snart vi parkerede.
Men det lykkedes. Jeg håber jeg kan få slået den side af mig der fortæller mig at jeg ikke kan, at jeg kan få hende slået så meget ned at hun ikke bliver ved med at råbe. Hun har bare at lære at holde sin kæft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar