Jeg har følt mig mere og mere ked af det uden grund og tanker om at dø har sneget sig ind oftere og oftere. Ofte kommer der tanker om selvskade snigende, ikke at jeg er fristet til at gøre det, men tankerne kommer. Det lyder voldsommere end det er, jeg er ikke selvmorderisk eller noget i den stil, jeg har bare mine sædvanlige depressionssymptomer der kommer hver vinter. De er bare kommet meget tidligt i år.
Jeg har svært ved at overskue helt små ting som at betale regninger eller bestille ting på nettet som jeg skal bruge, af den ene grund at så skal jeg have min pung frem og rode med dankort. Det er så lille en ting, men jeg har udskudt det i snart en uge. Jeg bør ringe til min optiker og få en tid til linsecheck, jeg bør bestille tid hos lægen, jeg bør få tid hos den psykolog jeg har fundet, jeg synes jeg burde 100 ting og jeg bruger alt for meget energi på at prøve at finde overskud til det.
Angsten er også vendt tilbage. I søndags havde jeg angst der forsinkede os et par timer i vores planer, det var den slags angst hvor jeg mest bare bliver så håbløst ked af det.
I dag havde jeg et regulært angstanfald med åndenød, trykken for brystet, hjertebanken og gråd så voldsom at jeg skreg. Det har jeg ikke gjort siden sidste sommer.
Det startede med uro og jazz i hele kroppen, myre-myldren i hovedet og hjertebanken. Jeg forsøgte at tage propanolol, det er en mild beta-blokker der bruges mod forhøjet hjerterytme, men det gjorde intet. Og pludselig begyndte gråden ud af det blå og så kørte hele toget.
Jeg ved ikke hvorfor. Mit eneste bud er det satans efterår og vinteren der er på vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar