Jeg har tænkt meget på alder på det sidste. Det er ikke min egen alder og de 30 der nærmer sig, som nævnt før, så kan jeg faktisk godt lide tanken om at blive 30. Det er lidt mærkeligt at tænke på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg havde forventet at være et helt andet sted på det her tidspunkt i mit liv. 30 er så voksent, og jeg føler mig egentligt ikke særligt voksen.
Men det er mere at jeg har opdaget at dem omkring mig er blevet ældre. I takt med at jeg nærmer mig 30, så nærmer min ni år ældre kæreste sig 40. Det er endnu mere voksent. Bevares, han lever så også bedre op til hvad man normalt forventer af en 40 årig, men det er af en eller anden grund lidt spøjst at tænke på for mig, det er vidne om at jeg er blevet ældre. Det er ikke noget der generer mig det mindste, det er bare så voksent.
Men hvad jeg i virkeligheden ville skrive om er det faktum at jeg har opdaget at mine forældre er blevet ældre. Ja surprise, jeg er blevet ældre, så er de logisk nok også.
Men det er først for nylig gået op for mig. Og sagen er at jeg får hamrende angst ved tanken om at miste dem. Man ved jo at det vil ske en dag, men det er ikke noget man forholder sig til dagligt. Jeg har længe vidst at jeg vil være på herrens mark uden dem, men med årene har det udviklet sig til decideret angstfølelse hvis jeg tænker på det. Jeg kan få hjertebanken og ondt i maven ved tanken og en kæmpe klump i halsen.
Jeg har altid haft et godt og nært forhold til mine forældre, men specielt over de sidste 10-15 år hvor de her gjort alt for at hjælpe mig med alt fra at købe ind med mig, til at få mig indlagt på psykiatrisk, til at flytte for mig mens jeg var indlagt, til at køre mig til alt muligt når jeg ikke selv har kunnet.
Dels ved jeg ikke hvordan jeg skal leve uden alt den hjælp, dels ved jeg ikke hvordan jeg skal leve uden alt støtten og kærligheden fra dem. Det gør mig skrækslagen og bare det at skrive det her får tårerne til at løbe i stride strømme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar