Jeg er inde i en rigtig dårlig periode. Angsten holder mig inde og blomstrer næsten hver gang jeg skal ud af lejligheden. Jeg får trykken for brystet, trang til at græde og generelt ubehag i kroppen. Den anden dag fik jeg panik-hjertebanken bare af at kærestemanden åbnede døren, og jeg fik opkastningsfornemmelser da jeg skulle gå over dørtrinnet. Sådan helt fysisk brækrefleks der satte i gang. Jeg er startet i praktik og jeg er spændt på hvordan det vil gå, forhåbentligt bliver det nemmere når der kommer noget system i det hele.
Jeg er også meget mere klodset og distræt end jeg plejer. Min motorik og afstandsbedømmelse er helt skæv, så jeg fumler med ting og stiller ting for hårdt eller lige på kanten af et bord så det vælter.
Jeg glemmer ting så snart jeg har lagt det fra mig og jeg har enormt svært ved at holde fokus.
Derudover er min koncentrationsevne helt af helvedes til. Jeg kan ikke koncentrere mig om at lave noget som helst. Jeg kan ikke lave fimo, jeg kan ikke læse og ikke se film.
Jeg kan sidde og farvelægge i en app på min telefon imens standup eller film jeg har set før, kører i baggrunden. Jeg kan simpelthen ikke rumme mere i hovedet end det.
Problemet er at vinteren har ramt mig som en forhammer i år. Midt mellem øjnene. Jeg gør ellers hvad jeg kan, jeg bliver vækket af lyslampe hver morgen og jeg tager ekstra D-vitamin. Men depressions-symptomerne har i den grad sat sig. Jeg har ikke lyst til noget som helst, jeg vil faktisk helst sove så dagene kan blive overstået. Om morgenen vågner jeg med en følelse af ærgrelse og tristhed over at der kommer endnu en dag.
Jeg er begyndt at tænke meget på selvskade. Det er fem år siden jeg gjorde noget aktivt i den retning og jeg vil ikke starte det mønster igen(!), men tankerne bliver ved med at poppe op.
Jeg er bare så træt af at kæmpe. Det er svært at finde energien til at kæmpe mod angsten, for jeg føler ikke jeg laver andet end at kæmpe mod mit eget sind de her dage.
"As far as I could see, life demanded skills I didn't have."
- Susanna Kaysen, Girl, Interrupted

Ingen kommentarer:
Send en kommentar