Strategier der virker.

Jeg har holdt sommerferie fra bloggen, ikke som sådan bevidst, jeg har bare ikke haft det store at skrive om. Min tid er gået mere med at læse og ... ja jeg ved faktisk ikke helt hvad.

Men vi er på vej ind i efteråret endnu en gang. Det passer mig, ikke overraskende, rigtigt dårligt.
I år kan jeg ikke komme på en uge sydpå, som ellers har hjulpet rigtigt meget før i tiden. Men sådan er reglerne - man må ikke tage på ferie som sygemeldt, også selvom jeg de sidste 2 måneder intet har lavet i min hverdag. Jeg har gået hjemme og forsøgt ikke at få ø-kuller og blive vanvittig.
Men tage på ferie? Faktisk prøve at få det bedre? Gud forbyde det hvis det kunne betyde at man havde det godt. Man er jo sygemeldt! Så skal man så sandelig også være syg.

Jeg har svært ved at finde energi til noget for tiden. Jeg ved ikke hvad det kommer af, men jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå i gang med noget. Det er både praktiske ting, men også ting jeg synes er sjovt. Jeg får ikke rigtigt læst, skrevet eller lavet fimo. Jeg bruger for meget tid med min åndssvage telefon og med at sove. Nogle gange har jeg taget en lur af bar kedsomhed.
Måske er det fordi jeg har så overvældende meget tid at spendere i løbet af dagen. Det ville nogen nok kalde et luksusproblem, men det er lammende.
Dog er jeg blevet bedre til at håndtere min angst når den opstår. Jeg er nået til et punkt hvor jeg kan bruge nogle af alle de coping strategier som jeg har lært. Det hjælper meget at fokusere på min vejrtrækning, at gøre den dyb og langsom i stedet for overfladisk. Jeg har en lille fysioterapibold af en art, en plastikbold med pigge på. Den sidder jeg med i hænderne, så kan jeg fokusere på den fysiske følelse af dét, i stedet for følelsen af at hele min mave strammer sammen og ormer rundt.

I virkeligheden er det en erstatning for at skære i mig selv, bare meget mindre selvdestruktivt.
I stedet for at komme ned i kroppen via smerten, så bruger jeg følelsen af bolden i hænderne.
Nogle gange tæller jeg ting, men det hjælper ikke så meget da jeg hele tiden bliver distraheret af alting. Det hjælper mere at komme ned i min krop og tvinge den til at slappe af.

Jeg har lært at når udåndningen er længere end indåndingen, så slapper nervesystemet af. Det hjælper faktisk meget, men når jeg er i angsten så glider vejrtrækningen op i halsen og så er det at det kan stikke af. Så jeg skal gentagende gange huske mig selv på at få vejrtrækningen ordentligt ned i maven. Og så er jeg blevet god til at tage tingene i bidder. I stedet for at forholde mig til hele den aftale jeg skal ud til, så forholder jeg mig til et skridt af gangen.
Først ud af hoveddøren. Så opgangsdøren. Så hen til det bordbænksæt der står udenfor vores lejlighed. Pause. Så hen til cyklen eller mod toget/bussen. Hvis jeg tager det offentlige så sidder jeg gerne med min bold og musik i ørerne. Hvis jeg når så langt, så går det faktisk derfra, måske med en pause når jeg er kommet af bussen eller toget, men som regel går det fint derfra.
Nogle gange sker det at jeg må vende om ved bænken, men det sker oftere og oftere at jeg kan gå videre. Det er en kæmpe sejr.

Og sidste men ikke mindst: Jeg har forhåbentligt fået en praktik som jeg kan starte i til oktober. Det vil betyder noget reelt at lave, noget der giver mening, noget der kan give rigtig godt plus på cv'et og noget jeg kan lære noget af. Jeg håber virkelig at det hele falder i hak, der er stadig nogle småting der skal gå op før jeg er helt sikker. Og når jobcenteret er involveret så tør jeg først tro på det, når jeg er i gang med det. Men jeg håber virkelig at denne her praktik kan føre til noget, der kan føre til at jeg kommer ud af sygedagpengesystemet og i job. Det system er ved at suge alt livsgnist ud af mig.